Frihed og selvcensur

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Sidste weekends skyderier og drab var en brutal forbrydelse, der naturligvis udløste sorg og vrede. Men måske burde vi overveje, hvordan sådanne ugerninger italesættes.

Forbryderen fremstod som en vred ung mand, der ikke har opnået anerkendelse. Om det skyldes ingen uddannelse, ingen job, dårlige familieforhold, debatten om indvandrere og muslimer gennem opvæksten og/eller andet, kan jeg ikke vide. Men et års isolationsfængsel virker med sikkerhed negativt på en i forvejen vred ung mand.

Det er et spørgsmål, om vi gør os selv nogen tjeneste ved at tale forbrydelsen op ved at sidestille det med handlinger, der retorisk er blevet lig med organiserede ekstreme gruppers kamp mod vort samfundssystem. Hvis en vred ung mand vil hævne sig mod samfundet, må det være attraktivt at begå en terrorhandling frem for en gemen forbrydelse, som måske er den måde, vi burde omtale det. Dertil giver »terrorhandling« legitimitet til at indføre nemme løsninger og generel frihedsbegrænsning, mere end en »gemen forbrydelse« gør. Er det i overensstemmelse med vor opfattelse af frihed og ytringsfrihed, og gælder det kun, hvis vi er nogenlunde enige i systemets normer?

Selv har jeg i flere dage overvejet, om jeg kan tillade mig at ytre ovennævnte offentligt og hvornår. Det skyldes ikke forbrydelsen, men bekymring for den vrede, det kan udløse ikke mindst hos pårørende til de dræbte og sårede. Det hensyn kan de fleste sikkert godt forstå, men det kan også udlægges som selvcensur, og her må man spørge, hvorfor hensynet/selvcensuren er i orden her, mens andre uden pardon må finde sig i fornedrelse og latterliggørelse?