I øjeblikket har københavnerne mulighed for at dele deres input til den nye metrolinje M5, herunder hvorvidt den skal komme op af jorden som en højbane ved Margretheholm og skære gennem Refshaleøen på overfladen af de gamle skibsværftsarealer.
Her mener vi i Radikale Venstre på linje med de næsten 300 høringssvar indtil videre, at metroen skal fortsætte under jorden, når vi alligevel er i gang med at bore tunneler.
Fremtidens metro hører nemlig til under jorden. For det er grundlæggende dyrt at rette op på dårlige beslutninger – både økonomisk og CO₂-mæssigt. Derfor er det vigtigt, at vi træffer de rigtige beslutninger fra start.
Ingen kan forestille sig – selv hvis økonomien var til det – at vi i dag kunne lukke Amagermetroen til lufthavnen ned i fem år for at overdække den. Generne og de dårlige beslutninger må vi leve med permanent i byen. Derfor skal vi som politikere tænke os om, når vi beslutter infrastruktur i byen i et 100-årigt perspektiv.
Vi skal ikke begå fortidens fejl og lave en højbane, som vi kender det fra M1 på Amager Vest med betonarmene, der skærer gennem Ørestad eller M2 på Amager Øst, hvor metroen kommer op fra en banegrav i et larmende sving ved Øresund og kører på armerede volde helt ud til lufthavnen.
Da man lavede byens første metrolinjer i 2002, droppede man at grave metroen ned til lufthavnen for et ekstra beløb på to milliarder kroner. I stedet købte man husgrunde for 400 millioner kroner og afsatte 200 millioner kroner for at lave lappeløsninger på de gener, det måtte give. Resultatet er, at vi i dag fortsat kæmper med at gøre op for de gener blandt andet for beboerne ved Øresund St., hvor vi ved sidste års budgetaftale satte millioner af til at se nærmere på en overdækning af banegraven.
En tunnelløsning ved Refshaleøen vil forventeligt også koste ekstra, men finansieringen er heller ikke på plads. Derfor er tiden også moden til at lægge os fast på den dyrere, men bedre løsning, så vi kan finde tilstrækkeligt med finansiering. Det handler i sidste ende om at gøre København klar til fremtiden.
Christopher Røhl, gruppeforperson for Radikale Venstre, Københavns Borgerrepræsentation