Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Frederiksen giver fuckfingeren til Folketinget

»I fraværet af en advokatundersøgelse har statsministeren i virkeligheden givet fuckfingeren til Folketinget og Granskningsudvalget såvel som til retssamfundet,« mener Robert Ellis. Fold sammen
Læs mere
Foto: Emil Helms
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Mettes fuckfinger

I forbindelse med eventuel hjemsendelse af Mette Frederiksens departementschef Barbara Bertelsen har statsministeren over for Granskningsudvalget forklaret, at det er et spørgsmål om tillid. Dette til trods for, at Minkkommissionen i sin beretning mener, at Bertelsen har begået tjenesteforseelser af en sådan grovhed, at der er grundlag for, at det offentlige søger at drage hende til ansvar.

For at fjerne enhver misforståelse har statsministeren tilføjet, at hun ikke bare har tillid til departementschefen i Statsministeriet men også tillid til de andre embedsmænd, der er ansat i staten. Selvfølgelig bortset fra FE-chefen Lars Findsen. Nu er sorteper sendt videre til direktøren for Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, som skal udrede trådene.

I fraværet af en advokatundersøgelse har statsministeren i virkeligheden givet fuckfingeren til Folketinget og Granskningsudvalget såvel som til retssamfundet. Med støtte fra Enhedslisten, SF og Radikale Venstre har Mette Frederiksen indtil videre klaret frisag. Spørgsmålet er, om hun gør det ved det forestående folketingsvalg. Robert Ellis, Birkerød

Flere sygeplejerske, færre akademikere

Den dag vi ikke selv kan tørre os bagi, vil vi være glade for, at de skar ned på antallet af Nietzsche-kyndige

Meningsmålingerne fra denne uge viser, at 33 procent af os vælgere er mest optaget af emnet sundhed og hospitaler op til det kommende folketingsvalg. Det giver god mening taget i betragtning af den historiske sundhedskrise, vi lige er gået igennem.

Coronaen kom og pustede til det hospitalsvæsen, som mange af os troede stod solidt plantet i vores velfærdsjord, men som endte med at vælte som et papirhus. Braget skabte et efterskælv som rykkede til vores fælles bevidsthed om den universelle velfærd, som udmønter sig i hospitaler landet over. Vi fandt ud af, at der er en mening med ordet væsen i hospitalsvæsen, og de væsner er der mangel på. Men det er ikke hvem som helst. Det er ikke hjernerne, det er hænderne. Der er mangel på varme hænder, der sørger for, at hospitalernes rødder holder sig stærke, dem, der nærer konstruktionen. Dem, der holder mennesker i live med føde, væske om omsorg. Der er mangel på sygeplejerske, dem, der udfylder de basale behov, de behov, som holder dig og mig i live.

Men det vidste du og jeg ikke før nu. Du og jeg kommer der sjældent, altså på hospitalerne. Hvert år er det kun, heldigvis, cirka 10 procent af befolkningen, der har været indlagt eller/og på ambulant besøg på de offentlige somatiske sygehuse. Men nu ved vi, hvordan det står til, så hvad gør vi nu?

Vi skal gå fra tanke til handling, både os og politikkerne. Politikerne skal skabe incitament til arbejdet som sygeplejerske ved at proppe flere penge ind i branchen. Og når jeg siger, at også vi, som ikke er politikere, skal handle, er det fordi, at disse penge bliver taget fra os. Pengene bliver taget fra os akademikere. Og det skal vi ikke brokke os over. Vi må forstå, at færre penge til uddannelserne, der ligner selvrealiseringsprojekter, skaber flere penge til dem, der holder os i live, når vi en dag ikke selv har kræfterne til det.

Intet bliver taget fra os. Vi får det tilbage den dag, vi ikke selv kan tørre os bagi, og den søde sygeplejerske kommer os til undsætning. I det øjeblik vil vi være glade for, at ikke også han har læst Nietzsche, men har læst til sygeplejerske.

Dette er derfor et opråb til alle mine kære akademikervenner derude, som ønsker sygeplejerskerne det bedste, men farer op, når de hører det mindste om nedlukninger af uddannelser. Der er sammenhæng mellem alt. Flere sygeplejersker, færre akademikere. Sara Vardar, akademiker, København

Tak for kaffe

»Det er, når alt kommer til alt, et tillidsspørgsmål. Og jeg har tillid både til departementschefen i Statsministeriet, ligesom jeg i øvrigt har tillid til de andre embedsmænd, der er ansat i staten,« siger Mette Frederiksen.

Det lyder interessant i betragtning af den historiske præcedens. Betyder det så, at Mette nu har fået udrenset alle dem med afvigende, politiske holdninger? Eller hvordan skal det forstås, det med statens embedsmænd? Det er måske bare sådan en generel replik, som lige faldt godt; sådan noget man siger uden egentlig at tænke så meget over, hvad man siger?

Problemet er bare, Mette, at når man er statsminister, så er der nogen, der lytter. Og de hører lige nu, at de kan slippe afsted med alt, også det ulovlige, det forkerte og det unævnelige, når blot de er enige med dig, når du har brug for det, og de i øvrigt husker at slette deres sms'er. Tak for kaffe! Hans Jørgen Pedersen, Skovlunde