Plads til glæder og bekymringer

Hvor er det dejligt at erfare, at Folketingets Præsidium har besluttet at takke ja til Københavns Stifts tilbud om at stille en præst til rådighed for Folketingets medlemmer. Tillykke med det.

Med min faglige baggrund dels som diakon/plejehjemsassistent, dels som psykoterapeut og ikke mindst som almindeligt medmenneske, har jeg gang på gang erfaret, at der er brug for at kunne dele både glæder og bekymringer. 

Det er ofte lettere at dele glæderne end at dele bekymringerne. Bliver bekymringerne, herunder dilemmaer om livets store spørgsmål, forstået og taget alvorligt? Vi ved det ikke altid på forhånd. 

Netop her er det vigtig at kunne tale med en præst. Med en præst kan vi tale om livets mening, frihed, ansvar, næstekærlighed, ensomhed, døden. Samtalerne kan også handle om alt fra sorg og kriser til svære valg.

Jeg fornemmer at folketingsmedlemmer/ministre ofte står i svære dilemmaer, hvor de skal stå på mål for flertalsbeslutninger, men at de inderst i hjertet og sjælen ikke har det godt med beslutningerne, fordi de strider mod deres egne værdier. 

Et ansvarsfuldt og etisk menneske kan her have ønske om og behov for en samtale med en præst. Derfor er det en gave, at det nu bliver en mulighed i løbet af arbejdsdagen, lige så vel som det i andre tilfælde kan være nyttigt at tage en tur i kondirummet.

Fra mit job i forebyggende hjemmebesøg i en kommune, har jeg adskillige gange erfaret, at når borgere var fyldt op af svære eksistentielle spørgsmål, så har det hver gang været en gave, at samvittighedsfuldt kunne henvise til en samtale med præsten.

Det er mit oprigtige håb, at det nye tilbud i Folketinget kan blive til glæde for dem, der ønsker at benytte sig af ordningen, som jeg på ingen måde ser bekymringer i. Lad os derfor glædes.

Irma Tonnesen, Kastrup

De sidste dages overskrifter

»Uerfarent folketing«. »Erfaringstab på Christiansborg«.

Mon ikke tiden er inde til at indføre, at alle skal have mindst fem års erhvervserfaring på en fysisk arbejdsplads, før de kan blive medlemmer af Folketinget?

Der er sikkert endda en del af de nye, der ikke engang har haft et fritidsjob.

Den direkte vej fra skolebænken til Folketingssalen burde ikke være mulig.

Sara Lauridsen, Brøndby

Samme pensionsalder i 100 år

Jesper Rangvid vælger at pege på, at pensionsalderen var 65 år 2019, så hvis den skal være 70 år i 2040, har vi »fået en stigning på fem år i løbet af to årtier. Det er virkelig meget«.

Man kunne også vælge at begynde i 1940. Så ville pensionsalderen uændret have været 70 år og dermed kun været steget med nul år gennem en periode på 100 år. Det er virkelig lidt. Især fordi den gennemsnitlige levealder for mænd er steget med 15 år i de første 85 af de 100 år.

Ib Grønvaldt, Rødvig Stevns

Arveafgiften rammer dem, som ikke ser døden komme

Med den nye regering er debatten om arveafgiften blusset op igen. Regeringen vil nemlig fordoble arveafgiften over et vist beløb fra 15 til 30 procent for at bekæmpe ulighed. 

Men der er et grundlæggende problem ved arveafgiften, som alt for sjældent bliver nævnt og gør den til en af de mest uretfærdige afgifter vi har i Danmark: Den rammer dem, som ikke ser døden komme.

I praksis kan de fleste nemlig undgå en stor del af arveafgiften. Når man bliver ældre, vælger mange løbende at give gaver og arveforskud til deres børn. På den måde kan formuen overføres, før arveafgiften overhovedet bliver aktuel.

Men sådan går det ikke altid. Hvis en mor eller far pludselig dør i en bilulykke eller af en uventet sygdom, er den mulighed væk. Familien står ikke alene tilbage med sorgen, men kan også blive mødt af en stor skatteregning. To familier med den samme formue kan derfor ende med vidt forskellige skatteregninger alene på grund af, hvornår døden indtræffer. Det er svært at kalde retfærdigt.

Arveafgiften skaber samtidig nogle dybt uheldige incitamenter. Børn kan føle sig presset til at tage hul på samtalen om arv langt tidligere, end hverken de selv eller deres forældre ønsker. Staten bør ikke indrette skattesystemet på en måde, der påvirker relationen mellem forældre og børn.

Dertil kommer, at arveafgiften bygger på vilkårlige skel mellem forskellige arvinger. Biologiske familiemedlemmer beskattes anderledes end mennesker, som afdøde måske har betragtet som lige så tæt familie. Staten bør ikke afgøre, hvilke familierelationer, der tæller mest.

Arveafgiften skaber også problemer ved generationsskifter i familieejede virksomheder, hvor næste generation kan blive tvunget til at optage lån eller sælge aktiver for at betale skatten. Samtidig giver værdiansættelsen af unoterede virksomheder og særlige genstande anledning til komplicerede og ofte langvarige vurderinger.

Et retfærdigt skattesystem bør behandle mennesker ens. Arveafgiften gør det modsatte. Den gør skatten afhængig af tilfældigheder, familierelationer og tidspunktet for et dødsfald. Derfor bør arveafgiften ikke fordobles, men derimod afskaffes.

Benjamin Franklin skrev engang, at intet er sikkert her i verden undtagen døden og skatter. Men hvornår døden indtræffer, er alt andet end sikkert. Derfor bør størrelsen på skatteregningen heller ikke afhænge af den. Så er det alligevel bedre, at nøjes med de mange andre skatter vi har her i landet med det højeste skattetryk.

Emil M.D. Christensen, Venstres Ungdoms skatte- og finansordfører

Alle taler om det …

… Men hvorfor er der ingen, der gør noget ved det? Der må vel i Danmark være en Georg Gearløs, der kan opfinde en tømmerflåde med en maskine, der med solenergi kan sende ilt ned til fedtemøget i dybet. Grundfoss står nok klar til fabrikationen.

Carsten Seeger, Ishøj

Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk