Fort Europa er en ynkelig illusion

Når politisk kommentator Amalie Lyhne argumenterer, at det er mest medmenneskeligt at blokere for spontan asylansøgning og i stedet fokusere på kvoteflygtninge, så er det udtryk for nationalkonservativ vildfarelse.

Hvorfor skulle vores samfund risikere at gå i opløsning, når vi – som Lyhne formulerer det – lukker for mange ind »med helt anderledes kultur og normer, med ulyst til at integrere sig og med høje kriminalitetsrater«?

Det er en vrangforestilling, hvis vi ser på Fort Europa som et nulsumspil, hvor vi selekterer, hvem der må komme ind, og hvem der ikke må.

Migration har altid fundet sted, og den vil altid finde sted, hvilket er godt. Derfor er det illusorisk og illiberalt at definere grænser, bare for at begrænse menneskers bevægelighed. Kortsynede og populistiske ledere har altid prøvet at inddæmme denne fluktuation af mennesker med mure.

Og igen ser vi, at strømmen af mennesker ikke kan stoppes. Så hvorfor denne tåbelige idé om Fort Europa? Bygger den i virkeligheden på de forkerte præmisser om, at velfærdsstaten skal forstås i en så snæver forstand, at kun de særligt indviede modtager fuld støtte?

Vi skal tage imod disse mennesker, som alligevel kommer og fortælle dem, at de skal stå for deres egen selvopretholdelse. Det ville være meget mere medmenneskeligt, da fri bevægelighed er en menneskeret.

Fratager vi menneskers ret til fri bevægelighed, er det politisk undertrykkelse. Og så er Fort Europa et lukket samfund.

Derfor er denne solipsistiske migrationspolitik, som Fort Europa udtrykker, populistisk og menneskefjendsk, og jeg har svært ved at sætte ord på de egenskaber, andre måtte have, når de tager sig den ret og afgør om andre må jagte lykken eller ej.

Ny forskning viser endda, at større arbejdsmigration i USA både hjælper migranterne, og øger indkomsten for indfødte. Ideen om, at de kommer og tager vores job, er derfor en populistisk vrangforestilling.

Jagten på et bedre liv er en drivkraft, som vi burde honorere i stedet for at bremse og tryne, da den også kommer Fort Europa til gode.

Dorthe Schmittroth Madsen, Vejle

Affredning af ulve

Efter 200 års fravær kom ulven over grænsen til Danmark for omkring 14 år siden. I starten var det en sensation og for mange en glædelig begivenhed.

Andre var dog mere skeptiske, men generel modstand mod ulve i Danmark blev effektivt udskammet, og det satte en naturlig dæmper på modstanden.

Fredning af bygninger og natur er kendt over hele Danmark. Over tid viser det sig, at ikke alle fredninger er hensigtsmæssige. For bygninger kan Slots- og Kulturstyrelsen i særlige tilfælde ophæve en fredning.

Det sker, hvis bygningen ikke længere har tilstrækkelige arkitektoniske eller kulturhistoriske værdier til, at en fredning giver mening.

Efter en gennemgang af alle fredede bygninger i Danmark ophævede Slots- og Kulturstyrelsen for nogle år siden i alt 250 fredninger, hvilket udgjorde cirka seks procent af alle fredede bygninger.

Også politisk kan der ske affredning. Det skete blandt andet ved lov i 2019, hvor Stejlepladsen i Københavns Sydhavn blev affredet, for at muliggøre boligbyggeri på det fredede areal.

Efter erfaringer med ulve i Danmark er folkestemningen ved at ændre sig. Ulvebestanden er på ti år vokset kraftigt fra et enkelt ulvepar til i dag cirka et halvt hundrede ulve.

Og ulven har været til ængstelse og skade for både mennesker og husdyr. Mange røster fra almenvældet kræver politisk handling. En løsning på problemerne kunne være en affredning af ulven i Danmark. Det burde politisk være muligt selv over for det magtfulde EU.

Claus Ehlers, Dragør

Lærerne skal have klare rammer og autoriteten tilbage

Lærerne har brug for et klart svar fra regeringen.

Hvornår må en lærer gribe fysisk ind, hvis en elev er voldelig, truende eller forstyrrer undervisningen?

Det skal ikke være en juridisk gråzone, som læreren står alene med i en presset situation. Når der gribes ind for at skabe ro og beskytte de øvrige elever, skal reglerne være klare, og læreren skal have opbakning.

I dag ser vi konsekvenserne af en fejlslagen inklusionspolitik. Børn med meget forskellige behov presses ind i samme klassefællesskab uden den nødvendige støtte. Det går ud over børnene, undervisningen og lærerne, som står med et alt for stort ansvar og for få redskaber.

I Danmarksdemokraterne mener vi, at specialklasserne skal tilbage som et stærkt tilbud til de børn, der har brug for mere specialiserede rammer. Inklusion er ikke den rigtige løsning for alle børn.

Det handler om at give dem det tilbud, de har brug for. Samtidig skal lærerne have autoriteten tilbage. De skal kunne sætte tydelige grænser og handle, når situationen kræver det uden at frygte at stå alene bagefter.

Det betyder ikke, at børn skal behandles dårligt, men der skal sættes en fast grænse. Autoritet og ordentlighed går hånd i hånd. Vi skal også sikre, at alle børn får mulighed for at komme godt videre. Uanset hvor i landet man bor, så skal børn og unge, som ikke vokser op i hjem med klaver i stuen, have de faglige forudsætninger, der skal til for at komme godt videre efter skolen.

Samtidig skal skolerne bevare friheden til at tilrettelægge undervisningen efter lokale forhold og i samarbejde med forældrene. Derfor skal vi styrke specialundervisningen, sikre de rette tilbud og give skolerne både redskaber og frihed.

Lærerne skal kunne være lærere. Eleverne skal kunne være elever. Og folkeskolen skal igen være et sted, hvor ro, tryghed, faglighed og ordentlighed er i centrum.

Marlene Harpsøe, børne- og undervisningsordfører, Danmarksdemokraterne

Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk