Forsker: Hauges vendetta mod Amerikanske Studier

»Hauge forsøger at belære historikerne og litteraterne ved Center for Amerikanske Studier om, hvordan man bedriver Amerikanske Studier.« Fold sammen
Læs mere

I årevis har Hans Hauge ført krig mod Center for Amerikanske Studier ved SDU. I øjeblikket er han harm over, at to »statsansatte« forskere – Niels Bjerre-Poulsen og undertegnede – deltager i den offentlige debat (Indspark 30/8). »Det er jo stadigvæk kun Brøndal og Bjerre, man hører,« hævder Hauge temmelig misvisende, og »Ikke meget har ændret sig siden 2004.«

Hans Hauges budskab var ellers et andet tilbage i 2004, da han i Jyllands-Posten påstod, at Amerikanske Studier herhjemme var domineret af engelsktalende akademikere, der »ikke deltager i nogen debat.«

Hauge forsøger at belære historikerne og litteraterne ved Center for Amerikanske Studier om, hvordan man bedriver Amerikanske Studier. Han opfatter dem alle til hobe som venstreorienterede USA-kritikere, der ikke kan arbejde tværfagligt og ikke ved en brik om myter og symboler. Han undlader behændigt at nævne, at en af verdens største kapaciteter inden for feltet – professor David Nye, som to gange har været i spil til Pulitzerprisen – skabte centret. Flere andre ved centret har også modtaget priser for deres arbejde, herunder Bjerre-Poulsen og undertegnede.

Hauge kritiserer en »pamflet« som jeg skrev om studiet af amerikansk historie i Danmark tilbage i 2005. Han kan ikke lide, at jeg citerer ham for hans egne udtalelser og opfatter i ramme alvor »pamfletten« som en personlig vendetta mod ham. Der var i virkeligheden tale om et forstudie i kølvandet på en international konference om studiet af amerikansk historie i Europa. Den endelige artikel blev publiceret i oversigtsværket »Teaching and Studying U.S. History in Europe« (VU University Press, Amsterdam, 2007). Selv om jeg citerer Hauge, hævder han, at jeg ignorerer hans arbejde – men hans arbejde inden for hvilket felt? Er du ekspert i amerikansk historie, Hauge? Så fortæl en.