Brug Kongehuset
I det sprængfarlige trekantsdrama mellem præsident Trump, den danske regering og den grønlandske befolkning har vi overset en fjerde mulig aktør: det danske monarki.
Politikerne er vant til mest at »bruge« den kongelige stråleglans i forbindelse med upolitiske erhvervsfremstød i udlandet. Men i dramaet om Grønland har kong Frederik nogle muligheder, som statsministeren ikke har.
Mette Frederiksen er som bekendt kun statsminister i Danmark. Men kong Frederik er – ud over at være konge af Danmark – også konge af Grønland! Som siddende statsoverhoved har han derfor nogle unikke muligheder.
I en situation, hvor han selv er ved at blive frarøvet 98 procent af sit territorium, bør han have tilladelse til at sige sin mening: at han ønsker fortsat at være statsoverhoved for grønlænderne, og at han protesterer mod en fremmed magts forsøg på »uvenlig indblanding«.
Så vidt vides, er kongefamilien rimelig populær i Grønland. Danske kommentatorer er ved at falde i svime over, at Kongen var i stand til at læse en nytårstale indenad. Der kunne han have sagt fra. Men der bliver flere muligheder fremover, hvis regeringen giver ham lov. Måske kan monarkiets stråleglans også gøre indtryk på præsident Trump.
Hans Mouritzen, dr.scient.pol., seniorforsker ved DIIS
Udtale af grønlandske stednavne
Der har i den senere tid været skrevet, talt og debatteret Grønland som aldrig før. Der er ingen grænser for den danske forståelse for grønlandsk kultur og sprog. Lige bortset fra et enkelt punkt: Udtalen af grønlandske stednavne. Det er ærlig talt chokerende, hvor afgrundsdyb de fleste danske journalisters og politikeres kendskab er til de mest basale regler for udtalen. Ingen vil åbenbart påtage sig at lære dem det, så jeg påtager mig byrden.
Grønlandsk er et svært sprog for danskere, men ikke SÅ svært. Her er nogle meget simple regler:
Konsonanterne p, t og k findes på grønlandsk, men udtales b, d og g. Altså: p bliver til b, t bliver til d, og k bliver til g. Et godt eksempel er Pituffik, der så godt som konsekvent udtales, som det staves. Det er forkert. Det udtales: Biduffig.
Prøv at sige det, det er ikke svært.
Tillykke, nu kan du sige noget på grønlandsk.
Et andet stednavn, man ofte støder på, er Kangerlussuaq. Det udtales: Gangerlussuaq.
Prøv at sige det.
Nåh ja. Bedre end før, men du var ved at kløjes i det halvvejs. Det kræver lidt øvelse.
Er det virkelig umuligt at lære sig disse enkle regler?
Karen Stjernholm, Rudkøbing
Musik og snak på P2
Hvor er det ærgerligt, at en radiokanal formodentlig tilegnet klassisk musik er ved at udvikle sig til et mere og mere sludrende og snakkende forum, der burde have musikken – den klassiske – i højsædet.
I stedet udsættes vi for et hav af ligegyldige dialoger mellem programlederen, der er absolut musikkyndig, og deltagende amatører, som mildest talt ikke har noget at tilbyde.
Lyt til Rie Koch lørdag og søndag morgen: Kort, fyndigt, præcist og med total indlevelse. Hun og heldigvis mange andre kan det professionelle håndværk. Men fri os for al den snak, snak, snak …
Morten Riise-Knudsen, København
Grønlandsk i skolen
Geeti Amiri Kjær skriver i Berlingske 19. januar, at danske børn skal lære grønlandsk. Et overraskende forslag. Der må være en grænse for, hvor mange fag børnene skal lære i dag.
Selv gik jeg i en skole i Vestjylland. Vi skulle hver dag kunne vores salmevers, og desuden havde vi fag som dansk, regning og bibelhistorie.
Der var kun syv klasser, og dengang var det ikke synd for os, at vi kom ud på arbejdsmarkedet, når vi var 14 år gamle.
Det gjorde også min bedste ven fra første skoledag. Han hed Ivar Hansen, og han døde pludselig i 2003 som formand for Folketinget.
Jeg skriver stadig sammen med de få, der er tilbage, men vi har opgivet at mødes en gang om året.
Ejner Madsen, Taastrup
Vi har forsømt Forsvaret i 64 år
Ofte hører jeg journalister, debattører, forskere og andre angive, at Danmark har sparet på Forsvaret i »nogle år«. I virkeligheden er »fredsdividenden« blevet skamhøstet, lang tid inden dette udtryk blev opfundet i tiden efter Murens fald og Den Kolde Krigs slutning i 1989/90.
Danmark brugte i 1953/54 3,4 procent af BNP på Forsvaret, i 1990 2,0 procent og bunden blev nået ved forsvarsforliget i 2017 med sølle 1,2 procent.
Danmark er et af verdens rigeste lande, men jo rigere vi er blevet, jo mindre har vi haft lyst til at bruge penge på vores militære forsvar. Det går nok, vi er medlem af NATO, lad de andre (USA) betale.
Mere vil have mere – primærvelfærd. Kun himlen er grænsen. Der har ingen stemmer været at hente hos flertallet af danske vælgere ved, at politikerne investerede penge i Danmarks militære forsvar. Primærvelfærd gav stemmer, ikke forsvar.
Nu står Danmark med håret i postkassen efter 64 år (1953-2017) med så godt som konstante forsømmelser/besparelser på Forsvaret. Og nu er Forsvaret så godt som ikkeeksisterende, og det vil tage 20-30 år at genopbygge det.
Tom Wismann, Snekkersten
Grønland og store bededag
Hvis Grønland ikke gengælder den familiefølelse, som vi føler, og ikke vil være med i Rigsfællesskabet, så lad dem endelig sejle deres egen sø. Og så får vi jo både råd til at genindføre store bededag og til at bruge flere penge på Forsvaret af Danmark. Dejligt.
Bjarne Bech, Birkerød
Læserbreve på maks. 1.350 tegn inkl. mellemrum sendes til debat@berlingske.dk
