Forældrene må tage ansvaret tilbage
Der tales i disse måneder om børn, der opfører sig grænseoverskridende i folkeskolen – råber af lærerne, mobber kammerater eller forstyrrer undervisningen, så fællesskabet bryder sammen.
Mange lærere står magtesløse, og nogle forældre trækker bare på skuldrene. »De er jo bare børn,« lyder undskyldningen. Men sandheden er: de er ikke bare børn, de er vores børn. Og det er os forældre, der bærer ansvaret for, at de møder verden med respekt.
Liberal politik handler om frihed, men også om ansvar. Forældre har retten til at opdrage deres børn, som de vil, men de har også pligten til at lære dem, hvordan man begår sig i et fællesskab.
Skolen skal danne og uddanne, ikke opdrage på grundlæggende værdier, som burde være på plads hjemmefra: respekt, hensyn og ordentlighed.
Når børn møder lærere med frækhed eller foragt, undermineres hele skolens formål. Læreren skal ikke bruge sin tid på at være socialpædagog eller konflikthåndterer – læreren skal undervise.
Det er forældrene, der må tage fat, når deres barn gentagne gange forstyrrer, mobber eller overskrider grænser. Og det kræver, at forældrene tør stå ved autoriteten i opdragelsen: sige nej, sætte grænser og vise, at frihed også betyder ansvar.
God opdragelse handler ikke om kontrol, men om at give barnet forståelse for forskellen mellem »mig« og »os«. Den, der lærer respekt hjemme, viser respekt i skolen. Den, der møder tydelige voksne, kan selv blive en del af et trygt fællesskab.
Folkeskolen skal ikke acceptere, at nogle få børn ødelægger læringsmiljøet for resten. Der må være klare konsekvenser, og de skal følges op med forventninger til forældrene – ikke bare møder og handleplaner, men reel opdragelsesmæssig medansvarlighed.
Vi skylder både lærerne og de mange børn, der gerne vil lære at genopbygge respekten i klasseværelset. Det starter ikke med flere regler eller pædagogiske projekter, men med et opgør med den voksengeneration, der har glemt, at frihed kun kan leve i et samfund, hvor man tager ansvar – også for sine børn.
Kim Valentin, beskæftigelses- og kulturordfører (V)
Om remigration og »os og dem«
I Berlingske 19. oktober skriver Mohammad Rona velovervejet og fint om problemer med remigration, og selvfølgelig skal vi danske ikke opildne til et »os og dem«.
Når man imidlertid hører, at ganske mange 2. og 3.-generations indvandrere er mindre villige til at indgå i livet som danskere end deres forældre, der flygtede eller rejste fra forfølgelse eller urimelige kår, får man det indtryk, at der er en ganske stor gruppe af disse unge, der selv betragter livet i Danmark gennem »os og dem-briller«.
I en rustale i 2003 til de nye medlemmer af Studentersangforeningen, kom jeg i slutningen af talen ind på samme problem, da jeg kunne konstatere, at der slet ingen sangerbrødre fra MENAPT-landene var i koret.
Og jeg citerer:
»Det er en utrolig spændende verden I er så heldige at komme ind i, og hvis jeg skal ønske noget nyt for denne verden, skal det være, at der også kommer fremmede fugle i koret. Jeg kunne ønske nogle andengenerationsindvandrere som med stolthed sang med på 'I Danmark er jeg født der har jeg hjemme, der har jeg rod, derfra min verden går', og 3.-generationsindvandrere fuldføre verset med 'du danske sprog du er min moders stemme, så sødt velsignet du mit hjerte når'. Det ville være et dejligt bevis på vellykket integration«.
Citat slut.
Nu 22 år efter må jeg konstatere, at der ikke er sket meget, hvis overhovedet noget.
Det er som om, at mange af disse unge stadig føler sig mere som palæstinensere, arabere, afghanere eller hvor de nu kommer fra, selv om de er født og opvokset her.
Det finder jeg rablende forkert, stødende og uanstændigt.
De bør føle sig som danskere, meget gerne med en dyb kærlighed også til det land deres forfædre kom fra, men de bør være danskere helt ind i hjertet.
Ellers synes jeg da, at de skal overveje at rejse hen til det sted, hvor de føler sig hjemme.
Leif Kledal, Sorø
Mistrivsel blandt skolebørn
Nu har de fleste læsere nok forstået, at der er en del børn i skolerne, der mistrives. Det kan der være mange årsager til, og det skal vi have lokaliseret, så barnet kan få den rigtige hjælp.
Sundhedsplejerskerne på skolerne skal føre tilsyn med børnenes trivsel og udvikling, men denne opgave er blevet så nedprioriteret, at det desværre ikke er muligt og helt mangler på skolerne efter 9. klasse.
Jeg vil foreslå, at skolerne igen får ansat sundhedsplejersker, som ikke også skal have ansvar for småbørnssundhedsplejen. De skal kunne henvise til de andre i systemet, så der kommer handling på baggrund af barnets problemstillinger.
Der er brug for denne indsats, så vi får rettet op på mistrivslen i skolerne.
Lene Jakobsen, tidligere sundhedsplejerske, Hørsholm
Tak for alt
Kære Berlingske, du har altid været en del af mit liv.
Du hjalp mig med at lære at læse, gjorde mig nysgerrig, vidende og kritisk. Du formidlede nyheder fra nær og fjern, stort som småt, iblandet dybdegående artikler om alt fra kunst, politik til sport. Du var en fed avis, der med rette kunne kalde dig for det daglige forspring.
Hvad er der dog sket med dig? Har du fået anoreksi? Se hvor tynd du er blevet, både i sideantal og indhold. Der er næsten ikke nogen nyheder mere ud over tv-programmerne, børskurserne samt vejret.
Resten er primært artikler, der kan produceres på ethvert tidspunkt og bringes, når der mangler stof i avisen. Ellers kan der altid lige bruges en hel side på et eller andet slogan eller reklame for egne nyhedstjenester.
I dag kan du med rette kalde dig selv for det daglige livsstils- og billedblad, og er dermed desværre næsten ligegyldig for os, der gerne vil følge med i, hvad der sker ude i verden, formidlet af et troværdigt og neutralt medie.
Berlingske, jeg savner dig, som du engang var.
Jan Falkensteen, København
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk
