I dag ved vi, at en ubehandlet skizofrenidiagnose er forbundet med øget risiko for blandt andet misbrug og hjemløshed og en øget risiko for voldelige episoder. Dette er delvist forklaret ved tilstedeværelsen af vrangforestillinger om forfølgelse. Alene i 2020 anslås antallet af idømte psykiatriske særforanstaltninger til 3.000-4.000 årligt.

Årsagen er utilstrækkelige ambulante forløb og koordineringen af indsatser.

Det undrer os som forældre til børn på 15 og 16 år med en paranoid skizofreni, at der ikke er kvalificerede indsatser. Når vi søger en specialiseret behandling, er der ingen, der tager ansvaret herfor. At have et barn med en skizofrenidiagnose er i sig selv ikke uproblematisk. At være værn, behandler og forældre står ikke i nogens magt. Men hvem har ansvaret?

Som forældre til et barn under 18 år oplever vi, at den regionale psykiatri er afgrænset til et toårigt behandlingsforløb i OPUS (opsøgende behandling af unge med psykosesymptomer, red.). Tilbuddet indbefatter lægesamtaler og jeg-støtte. Tilgangen er domineret af en medicinsk behandling. Psykologsamtaler, terapi og recovery er ikke en del af behandlingen. Forældredelen udgør samlet seks timers orientering.

Der er ikke en styrket indsats, der understøtter vores børn til at blive raske, og der er ikke en målrettet indsats, der understøtter forældreskabet. Der henstilles her til de sociale indsatser i kommunen!

Erfaringen er, at kommunen ikke lever op til retningslinjerne fra kommunalbestyrelsen om en iværksættelse og koordinering af den sociale og psykiatriske støtte. Der henstilles her til den regionale psykiatri!

Hvad er formålet med en tidlig opsporing, når den specialiserede behandling ikke er til stede, og der er en forskydning i behandleransvaret?

Hvad er formålet med et OPUS-forløb, når denne ikke er helhedsorienteret?

Når behandleransvaret hviler på os forældre, hvem har så ansvaret for at støtte op om os?

Sammenhængen mellem skizofreni og risikofaktorer nødvendiggør, at vi påtager os behandleransvaret.

Ikke kun skizofrenien, men også det behandlende system fratager os retten til at være mødre. Samme instans, der påpeger, at vi kun skal være mødre.

Så hvem har ansvaret?

Isabella Fussing Hansen, socialpædagog og mor til en teenager med paranoid skizofreni samt forfatter til bogen »Skizofreniens Gidsel«, og Janne Møller, kok og mor til en teenager med paranoid skizofreni