Forældet og barokt

Læs mere
Fold sammen

En folkekirkepræst sætter spørgsmålstegn ved myten om, at Jesus blev levende igen tre dage efter sin henrettelse, hvorefter hans overordnede kalder ham til orden. Præsten skal nu til genopdragelse. Han går bodsgang, undskylder offentligt sin vantro, og accepterer at lade sig belære og retlede. En ublodig kætterproces, men dog en kætterproces i alle led, hvor folkekirken hævder sin magt, og cementerer en bestemt myte som sandhed. Der er ting, man ikke må tænke og sige!

Var det ikke et statsanliggende var sagen problemløs, for naturligvis må man forvente, at der er rivegilde internt i religiøse organisationer, og at bestemte opfattelser dominerer over andre. Men det er et statsanliggende. Biskoppen, som har kaldt den vantro præst til orden, er embedsmand i staten, hvorefter det altså er staten, som har sanktioneret myten om, at en guddommelig sektleder fra en fjern flække i oldtidens Palæstina, blev levende igen efter sin død, og staten som har sat normer for, hvilke ytringer en bestemt borger må fremkomme med af religiøs - eller ikke-religiøs - karakter.

At kirken tager myten alvorligt, det er klart. Det er dog fuldstændig bizart, at regeringen erklærer sig i fuld harmoni med den kirkelige dogmatik. Kirkeministeren understreger, at præster i folkekirken bare har at »forkynde evangeliet og den tro, som den evangelisk-lutherske kirke står på«. Juridisk har hun formentlig ret, men hvordan kan den danske stat hævde et ganske bestemt religiøst projekt, og en ganske bestemt mytologi? Sagen viser, hvor forældet, og hvor barokt forholdet mellem kirke og stat er i Danmark.

Mikael Rothstein, lektor, ph.d., religionshistoriker, SDU