Søren Pind skrev i sidste uge et underholdende indlæg, hvor han fortalte, at han led af vælgerlede. Den kan jeg godt slå: Jeg lider både af politiker-, vælger- og medielede, hvilket er en lidt træls tilstand, når man sidder i Folketinget, og jeg derfor selv er en af dem, jeg ledes over.

Min politikerlede skyldes, at vi politikere ofte er miniputfodboldspillere, der løber efter den samme bold. Vi vil være der, hvor der er opmærksomhed, og vi udtaler os gerne om alverdens emner, bare for at få opmærksomhed. Ellers bliver vores karriere kort.

De bedste emner er udlændinge, hårdere straffe og lgbt samt personfnidder. Der er nemlig ikke meget breaking i at udtale sig om forskningsstrategier og infrastruktur for vedvarende energi, selvom det egentlig er dét, den enkelte politiker brænder for. Så løber de andre med dagsordenen. Er du ikke i medierne, er du død som politiker.

Jeg kan desuden godt tilslutte mig Søren Pinds vælgerlede, selvom jeg her, for min egen »popularitets« skyld, skal træde meget varsomt: Men det virker, som om en del vælgere har besluttet sig for at synes, at det bare ikke er godt nok! Og det er uanset, hvilke initiativer der bliver søsat. Der er en trang til at fastholde fortællingen om, at vi politikere sidder på taburetterne, udelukkende fordi vi vil bestemme. Vi er derfor ikke til at stole på, og vi ved ikke noget om den virkelige verden. Det kan man dog ikke bebrejde vælgerne, da det udelukkende er politikernes og mediernes skyld, at de har fået den opfattelse – en ond spiral.

Sidst, men ikke mindst, lider jeg af medielede. Medierne er nemlig med til at fastholde den negative spiral ved primært at interessere sig for dramaer og ikke for substansen. Mens jeg skriver dette indlæg, sidder jeg og lytter til en radioudsendelse, der handler om, at Dansk Folkeparti ikke vil lege med os Moderater. Fred være med det, men det er jo fuldstændig blottet for substans.

»Morten synes, at Lars er dum« er historien. Så i den hypotetiske fremtidige situation, at DF får lov at bestemme, hvordan landet skal ledes, synes de ikke, at Lars skal lede banden. Hvordan samfundets problemer skal løses i dette hypotetiske fremtidige samfund, står hen i det uvisse. Men derfor skal vi alligevel bruge tid på at dyrke et drama, der måske mere hører hjemme i frikvarteret i 4. klasse.

Løsningen: Den har jeg desværre ikke. Men det kræver nok, at vi løfter i flok, og sammen insisterer på substans. For desværre findes der endnu ikke medicin i pilleform, der kan lette min (selv)lede.

Karin Liltorp, medlem af Folketinget (M)