Hvor er Liberal Alliances arbejderpolitik?

I de sidste par år har kampen om at være Danmarks dominerende arbejderparti været et varmt samtaleemne, efter at flere arbejdere har fravalgt Socialdemokratiet som deres foretrukne parti.

Flere klassiske arbejdere vælger nu Liberal Alliance, men hvorfor egentlig? Kæmper de for arbejderne, når de gennem flere politiske tiltag ønsker at forringe deres vilkår?

Liberal Alliance vil blandt andet skære i dagpengene og kontanthjælpen, som udgør en essentiel del af arbejdernes sociale sikkerhedsnet. Partiet har ved flere lejligheder også angrebet den faglige organisering.

De har blandt andet foreslået at afskaffe fagforeningsfradraget, fordi de er kritiske over for de fagforeninger, der forhandler overenskomster og sikrer ordentlige arbejdsvilkår for lønmodtagerne.

Mange vil pege på, at Liberal Alliances succes blandt arbejdervælgere skyldes deres skattepolitik.

LA fremhæver selv, at flere vælgere er trætte af den socialdemokratiske velfærdsstat og derfor er modtagelige over for partiets synspunkter om skat og den offentlige sektor. Men spørgsmålet er, om skattepolitikken er det værd, når den kommer med en hel pakke af forringelser af arbejdernes rettigheder til gengæld for en relativt beskeden skattegevinst.

Samtidig er det værd at se på, hvor store skattelettelser partiet vil give de rigeste. Liberal Alliance har »en vision om, at man højst skal betale 40 procent i skat af den sidst tjente krone,« skriver partiet.

Det vil give den almindelige arbejder en mindre skattelettelse på nogle få procent.

Til gengæld vil millionærer kunne opnå skattelettelser, der er tre til fire gange større. Så hvor ligger partiets prioriteter – hos arbejderne eller hos millionærerne?

Jeg har svært ved at se, hvorfor arbejderne skulle fravælge venstrefløjen for en mindre skattelettelse hos LA, når den samtidig kommer med en række konsekvenser for deres rettigheder og velfærd.

Som Pelle Dragsted sagde i en partilederdebat: »Forskellen på jer (Venstre, red.) og os, det er ikke, om vi vil give skattelettelser eller ej. Det handler om, hvem der skal have de skattelettelser.«

Venstrefløjens udgangspunkt er netop, at de skattelettelser, der gives, skal gå til dem, der knokler mest og har størst behov for dem, samtidig med at vores fælles sociale sikkerhedsnet og velfærd styrkes til gavn for arbejderne.

Arbejderne kommer aldrig til at vinde ved at spille på hold med dem, der modarbejder deres interesser. Derfor giver udviklingen også anledning til selvransagelse på venstrefløjen: Hvordan bliver vi igen det mest attraktive valg for Danmarks arbejdere?

Janus Nissen Poulsen, distriktssekretær hos SFU Sjælland og landsledelsesmedlem i SFU

Ulven kunne have angrebet

For en uge siden bragte medierne en vidt omtalt video, hvor en ulv udviste voldsom aggressiv adfærd ved mødet med en løber i Bunken Klitplantage syd for Råbjerg Mile i Nordjylland. Herefter kunne man læse, at flere eksperter har udtalt, at ulven ikke har haft nogen intention om at angribe.

Den vurdering er jeg uenig i.

Det er rigtigt, at mange dyrearter vil vise naturlig aggressiv adfærd, hvis mennesker uforvarende kommer tæt på deres yngel. Men det er der jo ikke tale om i dette tilfælde.

Som det fremgår af videoen, var ulven langt væk, da den opdager løberen, og hvalpen fortsatte i anden retning, mens ulven ændrede retning mod løberen. Normal adfærd i dette tilfælde ville være, at ulven var flygtet sammen med hvalpen uden at nærme sig løberen yderligere.

Dens adfærd er usædvanlig aggressiv, og det er min vurdering, at havde løberen ikke afvist den voldsomt ved høje råb, kunne den have angrebet. Det er betænkeligt, at »eksperter« kan vurdere så skråsikkert i sådant et tilfælde, og det indikerer, at formålet først og fremmest er at nedtone begivenheden.

Hvorfor ser vi så denne adfærd fra ulve i dette – og flere andre dokumenterede – tilfælde? Det gør vi, fordi ulvene aldrig oplever situationer, som de anser for truende. De er blevet vant til den fredelige menneskelige adfærd.

Jeg synes ikke ulvene skal udryddes i Danmark, men sætter spørgsmålstegn ved, hvor mange der skal være, og hvordan de skal håndteres.

Eksperter påstår, at Danmark har plads til flere ulve, end vi har nu. Jeg mener, der skal indføres elementer i forvaltningen, som kontrollerer antallet af individer og desuden skræmmer ulven til at ændre adfærd. Så kan vi måske rumme den.

Det kunne eventuelt ske ved fri afskydning indenfor en given afstand fra bolig- og driftsarealer og en regulering på den frie vildtbane.

Det ville gøre mennesket til en trussel for ulvene – så ville de måske ændre adfærd uden, at det behøvede at medføre udryddelse.

Skal vi have et regulært angreb på mennesker, før man vågner op?

Jens Chr. Briand Petersen, tidligere skovrider og vildtbiolog, Viborg

Kvæler nødvendig samfundsdebat

I den nuværende debat om kritik af islam er der to grundlæggende problemer, der springer i øjnene og besværliggør en saglig diskussion.

For det første bliver berettiget kritik af islam eller af problematiske udviklinger alt for hurtigt og refleksagtigt stemplet som »antimuslimsk racisme«. Derved opstår der et tabu, som kvæler den nødvendige samfundsdebat i fødslen.

For det andet mangler der fra de herboende, moderate muslimers side en klar, samlet og synlig tilkendegivelse. En tydelig og fælles distancering fra de seneste års terrorattentater finder stort set ikke sted i offentligheden.

Gennem denne vedvarende tavshed opstår der uundgåeligt det indtryk hos mange borgere, at sådanne handlinger i lokalsamfundet måske accepteres eller endda stiltiende billiges. Men måske tager jeg også bare fejl. Forhåbentlig.

Michael Ayten, Trier, Tyskland

Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk