Flere politikere og forskere er stærkt bekymrede over den faldende fødselsrate. Den lave fertilitet beskrives ind i mellem som en decideret folkesygdom, der gør det svært at opretholde vores velfærdsstat, fordi vi kommer til at mangle arbejdskraft.

En af årsagerne bag er, at flere kvinder end tidligere får en videregående uddannelse. Det betyder, at kvinder gennemsnitligt er ældre, når de får deres første job. Flere kvinder end tidligere vil samtidig gerne nå at etablere en karriere og evt. få et lederjob, inden de stifter familie.

Hvis politikerne for alvor vil øge fødselsraten, er det helt nødvendigt at gøre uddannelsessystemet mere fleksibelt, så det kan tilpasses biologien ved eksempelvis at gøre det lettere for studerende at have børn.

Derfor bør politikerne stræbe efter at indrette uddannelsessystemet langt mere fleksibelt.

I dag er det vanskeligt at få et liv som småbørnsforældre og studerende til at hænge sammen. Eksempelvis er der på nogle videregående uddannelser obligatoriske fag, som skal bestås for at få adgang til at læse et andet obligatorisk fag. Hvis barslen rammer oven i en eksamensperiode, kan den studerende ende med at misse en eksamen og blive tvunget til at tage undervisningen og eksamenen om igen. I dag kan den studerende ikke være sikker på, at SU-klippene rækker til det.

På andre videregående uddannelser er udfordringen, at der er mødepligt i nogle fag, og der kan småbørnsforældre få problemer, hvis barnet derhjemme er sygt.

Fleksibilitet på de videregående uddannelser bør derfor være det gennemgående tema, både når Kandidatudvalget skal aflægge endelig rapport om det nye kandidatlandskab i oktober i år, og når uddannelses- og forskningsministeren præsenterer reformen for professionsbachelor- og erhvervsakademiuddannelserne forhåbentlig i dette efterår.

I en rapport fra Vidensråd for Forebyggelse om »forebyggelse af nedsat frugtbarhed« anbefaler rådet strukturelle indsatser såsom mere fleksible muligheder for at kombinere familieliv med uddannelse gennem eksempelvis deltidsstudieorlov og med arbejdslivet.

Derfor – når politikerne nu er i gang med at åbne Pandoras æske – sørg nu for, at de videregående uddannelser bliver tilrettelagt, så de er fleksible for de studerende. Det skal man gøre uden at gå på kompromis med det faglige niveau. Fleksible uddannelsesmuligheder kan for mange passe bedre til familielivet, og derfor er det et godt sted at starte.

Nina Christine Schwarz, uddannelsespolitisk chefkonsulent, Lederne