Når kødet skal være dyrere, så lad os samtidig gøre grøntsagerne billigere.
Ved at fjerne momsen på økologisk uforarbejdet frugt og grønt, giver vi ekstra luft i husholdningsbudgettet, så det kan mærkes direkte og positivt i hver eneste hjem som modvægt til de stigende priser på kød. Det vil være en hjælp især for de familier, der er økonomisk hårdest spændt for.
Prisen på kød har i alt for mange år været kunstigt lav, og det er kun naturligt, at der nu endelig kommer en afgift på kødet, så prisen kommer til at afspejle de reelle omkostninger, som produktionen og forbruget påfører os alle sammen. Men det er også forståeligt, hvis mange familier føler sig pressede, når der kommer en afgift på en fødevare, som politikerne hidtil har givet førsteret i indkøbskurven ved kunstigt at gøre det til den billigste.
Derfor vil det give mening, hvis regeringen ikke kun tager, men også giver – og aktivt igennem prissætningen gør det billigere for borgerne at tilvælge de sunde og klimavenlige fødevarer. Her er momsfritagelse af økologisk uforarbejdet frugt og grønt en enkel og ligetil løsning, som rummer mange fordele.
Udover den økonomiske håndsrækning, vil det bidrage til at fremme omstillingen til en mere plantebaseret kost. Det vil bidrage til øget sundhed, og det vil ovenikøbet også hjælpe flere landmænd med at omstille til økologisk plantebaseret drift, så vi kan få gang i beskyttelsen af vores drikkevand.
Lad os få en hverdag, der hænger sammen, og hvor det sunde, miljørigtige valg er det billigste og det nemmeste. Den grønne omstilling kan sagtens være positiv, hvis der er politisk vilje til det.
Bjørn Olsen, Alternativet Aarhus
Fristaden har spillet fallit
Deadline for Christiania-samfundet nærmer sig tydeligvis. Et tegn herpå er, at der nu kaldes på hjælp fra normalsamfundet. Christianitterne har spillet fallit i forhold til kriminaliteten i Fristaden. Det hele startede med en ulovlig okkupation af området, senere ulovlig hashhandel, der åbnede døren for flere ulovligheder med invasion af kriminelle udefra.
Christianitterne har erkendt, at de ikke selv magter at styre området. Derfor bør der nu kunne forhandles en fredelig tilbageførsel til normale tilstande på plads. En løsning hvor staten genindtræder, som ejer af området. Det er naivt at forestille sig en normalisering af området, hvis christianitterne fortsat skal have indflydelse på fremtiden. Politikerne bør tage sig sammen og lave en langsigtet plan.
Politiet kan sikkert klare opgaven (som så mange gange før) med at lukke Pusher Street, men hvis Christiania eksisterer som fristad efter en ny oprydning, så starter det hele bare forfra.
Per Villum Petersen, Stege
DSB satser grønt
Det er spændende, at DSB også bidrager med en grønt indsats. DSB har i et stykke tid sat plakater op stationerne, hvor de fremhæver deres grønne indsats. Så langt så godt.
Men på Kystbanen består DSBs grønne indsats også i, at man har hevet nogle gamle dieseltog op ad mølposen. Tog, der udstøder tykke dieselrøgskyer og larmer utroligt. Så her får vi to gange forurening – røg og støj, det var vel ikke meningen, eller?
Kære DSB, det må I kunne gøre bedre.
Sven Brunsted, Skodsborg
Grønt pres på borgerne
Regeringen, med Socialdemokratiet som indehaver af Statsministeriet, kan ikke få sig selv til virkelig at regulere vores miljøbelastende adfærd ved for eksempel at lægge mærkbare afgifter på oksekød og flyrejser. At genere eksisterende industrier ligger den således fjernt. At udtale sig forsigtigt i mod CO₂-forbrugende adfærd i den meget tunge ende er heller ikke regeringens kop te.
Meget nemmere går det med at se velvilligt på placering af vindmøller og solceller og indføre afgiftslettelser på elbiler. Der er næsten ingen grænser for, hvor solidarisk landområderne skal være med storbyerne, når det gælder indgreb i naturen og påvirkning af mennesker. Men her er jo også job i spil.
Regeringens brug af kriseretorik er for længst afsløret som tom snak, der hives op af hatten, når det er belejligt. Det er ikke muligt at tage den alvorlig.
Henrik N. Nielsen, Kettinge