Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Fjern ikke Peter von Scholtens mindeplade

Peter von Scholten var en meget fremsynet og tolerant person af sin tid, og som generalguvernør var han vellidt af de fleste uanset stand og hudfarve, skriver Elsebeth Rygner. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ukendt maler
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

I Berlingske 2. juni er omtalt et forslag fra Enhedslisten til Københavns Kommunes Teknik- og Miljøudvalg om at fjerne en mindeplade fra Peter von Scholtens grav på Assistens Kirkegård. Enhedslisten er utilfreds med mindepladens formulering om, at Peter von Scholten »ærefuld (…) d. 3. juli 1848 bragte slaveriet til ophør i vor tropebesiddelse«.

Dette forslag er endnu et beklageligt eksempel på, at historiske personer eller kunstværker i visse kredse bliver brugt til at korrekse fortiden og forsøge at belære nutiden om de »rette« synspunkter i relation til for eksempel kolonialisme, ligestilling m.m. Det vidner ofte om ringe historisk forståelse og manglende evne til at sætte sig ind i samfundsopfattelse og generelle holdninger og værdinormer i en fortid, der ofte ligger flere århundreder tilbage.

I det aktuelle tilfælde er det specielt urimeligt, da Peter von Scholten faktisk var en meget fremsynet og tolerant person af sin tid, og som generalguvernør var vellidt af de fleste uanset stand og hudfarve. Som det er nævnt i ovennævnte artikel, gik han imod kongens plan for frigivelse af slaveriet, som først var tænkt at finde sted flere år senere. Frigivelse skete også på kanten af et større slaveoprør på øerne, men det er værd at bemærke, at det lykkedes for Peter von Scholten at deklarere frigivelsen, før oprøret kom rigtig i gang, og derved blev der formentlig sparet mange liv.

Frigivelsen og Peter von Scholtens liberale holdning skaffede ham en del fjender hjemme i Danmark, og hans senere år i København sled hårdt på ham. Vil man vide mere om dette, kan det varmt anbefales at læse Mich Vraas trilogi om det danske ejerskab af Dansk Vestindien, hvoraf den ene bog, »Peters kærlighed«, beskriver Peter von Scholtens tid i Vestindien på basis af et grundigt researcharbejde.

Efter min mening fortjener Peter von Scholten absolut den mindeplade ved sin grav, så jeg vil opfordre Teknik- og Miljøudvalget til ikke at vedtage forslaget om at fjerne den. Det vil også undre mig, hvis de private ejere skulle være indstillet på at fjerne den.

Elsebeth Rygner, Hellerup

Lad være med at løbe fra ansvaret, S

Dunja Fogelberg Hansen skal dø. Hun har i en alder af kun 53 år fået konstateret uhelbredelig lungekræft. Diagnosen fik hun i august 2020 – mere end fire måneder for sent.

Dunja er nemlig en af de danskere, som blev ramt af coronaepidemiens første bølges begrænsninger. Da hun i marts ringede til sin læge, fordi hun havde haft ondt siden januar, fik hun at vide, at hun ikke kunne møde op fysisk på grund af corona.

Det tog utallige opringninger til lægen og flere behandlinger for lungebetændelse, før hun til sidst i juli fik en tid til røntgen og svaret på, hvorfor hun havde så ondt. Var det sket allerede i marts, vurderes det, at kræften ikke havde nået at sprede sig fra lungerne til lymferne.

Forfærdelig som den er, står Dunjas historie desværre ikke alene. Flere danskere er gået frem i medierne med lignende historier. Historier om læger, som afviste fysiske møder på grund af corona.

Under første bølge af corona blev der stillet 2.800 færre kræftdiagnoser. Ikke fordi færre danskere har fået kræft, nej, ifølge Kræftens Bekæmpelse er det nærmere, fordi sygdommen er blevet opdaget hos færre. Det er bekymrende, og det er derfor også en sag, vi i Dansk Folkeparti har rejst ad flere omgange.

Da krisen brød ud, forsikrede regeringen om, at corona ikke ville gå ud over behandlingen af kræftpatienter. Det kan vi så konstatere, at den har gjort. Har regeringen taget ansvar?

Nej.

Statsminister Mette Frederiksen har sendt et brev til Dunja, hvori hun opfordrer hende til at klage over den sundhedsfaglige behandling. Sideløbende har sundhedsminister Magnus Heunicke tørret ansvaret for skandalen af på regionerne.

Regeringen bør tage ansvar for den ulykkelige situation, Dunja og en række andre danskere står i som følge af den første coronanedlukning.

I Dansk Folkeparti vil vi sikre, at det ikke gentager sig. For det må ikke gentage sig.

Kræft er en modbydelig sygdom, og skal man have den mindste chance for at bekæmpe den, kræver det en hurtig diagnose og en hurtig behandling. Det kan ikke passe, at danskere både skal kæmpe mod sygdom og system på én og samme tid.

Peter Skaarup, MF (DF), gruppeformand, Liselott Blixt, MF (DF), sundhedsordfører, og Finn Rudaizky (DF), byrådsmedlem i Københavns Kommune og Dansk Folkepartis spidskandidat til Borgerrepræsentationsvalget i København

Nymodens i en moden alder?

I en kommentar om bæredygtighed og mode skriver den miljøbevidste politiker Ida Auken fra S, at alle hendes stramme jeans blev til »sæk og aske« efter en bemærkning fra en datter til en mor i Aukens barns klasse om, at »skinny jeans er yt«.

Siger hvem ud over teenagedøtre og smarte modebloggere? For i sit korstog for bæredygtig tøjproduktion og -forbrug kunne man og Auken jo vælge at blæse disse mode- og trendslaver en lang march. Når man når en vis alder, ser man måske ikke så cool ud i en kassebuks, stumpebluse, pufærmer, flæser, blonder for ikke at tale om pangfarver og dyreprint, der vælter ind og ud af modebilledet.

Måske skal man bare finde sin stil og gå i stramme jeans, en klassisk buks, sort, gråt, brunt, strik og stå ved den stil uagtet teenagere, hotte modeller og førende modeblade? På den vis skaber man jo sin egen langtidsholdbare mode og gør noget godt for klimaet og sig selv – så jeg vil fremover bære mine stramme jeans med stolthed som et æresmærke!

Josephine Schnohr, København

Kontanthjælp

Jeg har læst en artikel i Berlingske om kontanthjælp og har nogle spørgsmål, da jeg er lettere ophidset:

Hvor længe kan man være på kontanthjælp?

Bliver folk tjekket for, om de søger et arbejde?

Har de aldrig været medlem af en A-kasse for at sikre sig mod arbejdsløshed?

Har de helbredsproblemer, så de i virkeligheden hører til i et andet system?

De får jo flere penge end mange pensionister, som har arbejdet hele livet!

Kunne man ikke sørge for, at børnene får fripladser til sport – giv for Guds skyld ikke pengene til forældrene først – så de har en chance for at se et mere »normalt« miljø. Hvis børn aldrig ser deres forældre arbejde, kommer der desværre ofte en kedelig social arv, så det gentager sig i næste generation.

Doris Vejby-Sørensen, Hellerup

Hvad er et kulturhistorisk museum?

Museerne har hver især påtaget sig opgaver indenfor geografiske eller faglige områder, der udløser offentlige tilskud til driften. Efterhånden er mange museer blevet så store og ambitiøse, at de også er blevet afhængige af entreindtægter fra et stadigt voksende publikum – i konkurrence med Bon Bon Land og Tivoli. De er med andre ord blevet oplevelsescentre – men med opgaver, som hverken plager Tivoli eller Bon Bon Land: Indsamling, undersøgelser, forskning og bevaring i henhold til de faglige arbejdsplaner. Det er jo derfor, de modtager offentlige driftstilskud. I modsat fald ville de være offentligt støttede oplevelsescentre i ublu konkurrence til for eksempel Tivoli og Bon Bon Land.

De kulturhistoriske museers virksomhed og tilskud administreres indenfor museumsloven – men i de senere år er det blevet vanskeligere for en pensioneret museumsmand at se spor af en fælles og konsekvent administration fra det offentlige, hvorfor især nyere tids kulturhistorie lader til at sejle sin egen sø. Godt nok er der nedsat flere udvalg og faglige arbejdsgrupper, der tager sig af de mange vanskelige ord og den museologiske forskning, men den nære virkelighed gennem tiderne er sluppet ud af flasken på museernes magasiner, fordi den nære virkelighed gennem tiderne ikke kan sælge billetter. Vi skal tilbage til middelalderen og vikingetiden, hvor man frit kan boltre sig i dramatiske events og rollespil. Og museernes arkæologiske arbejde finansieres af bygherrerne, der skal betale i dyre domme for at få lov til at byggemodne, anlægge veje og jernbaner eller nedlægge gasledninger.

Det kulturhistoriske museums arbejde med nyere tid er med andre ord ved at sygne hen, fordi der ikke længere tages antikvarisk ansvar for vore nære fortid. De store samlinger af genstande fra købstads- og bondekulturen, der tidligere er indkommet og registreret, fylder så meget i magasinerne, at man overvejer at nedbringe omfanget, fordi de mange genstande ikke længere giver mening i det museale arbejde. Samlingerne er blevet en del af museernes egen historie – dengang man tog nyere tid alvorligt – i stedet for at give inspiration til fortsat forskning og formidling til gavn for både fastboende og turister, der i vore dage ikke ved, hvilken egn de besøger, fordi fortællingerne mangler.

Per Ole Schovsbo, pensioneret museumsleder, dr.phil.