Finansiering af børnehospice

Sank Lukas Stiftelsen kan endelig slå dørene op for Danmarks første børnehospice 1. november. Men finansieringen halter stadig.

Det er en rigtig god nyhed, at Sank Lukas Stiftelsen endelig kan slå dørene op for Danmarks første børnehospice 1. november. Jeg er selv far til en lille dreng med uhelbredelig dødelig sygdom, hvor et ophold på hospice kunne være en kærkommen mulighed for at blive aflastet en smule som familie i en særdeles vanskelig tid.

Midt i den gode nyhed bliver man dog desværre også nødt til at se på de politiske og økonomiske realiteter bag. Der er fra politisk side afsat 12 millioner kroner fra satspuljen frem til 2019. Med andre ord er der altså tre millioner kroner om året i de næste fire år. Selv hvis det antages, at Sankt Lukas Stiftelsen tildeles alle midlerne, vil dette implicere en meget lav offentlig finansiering frem til 2019. Derefter er finansieringen i princippet bortfaldet, da satspuljemidlerne jo ikke er permanente. Den øvrige løbende finansiering skal således komme fra private midler og fonde.

Jeg har umådelig svært ved at forstå denne politiske passivitet over for dette område. I landene omkring os er der lange traditioner for børnehospice med positive erfaringer og en stor grad af offentlig finansiering. Samtidig har Danmark i årevis haltet markant efter sammenlignelige lande i den palliative indsats over for børn.

Der eksisterer ingen retningslinjer på området, og for børn med sjældne sygdomme er en organiseret palliativ/smertelindrende behandling ikke-eksisterende. Med åbningen af et børnehospice havde man politisk muligheden for at tage et stort spring fremad på området, men desværre forfalder man endnu en gang til en underlig afventende holdning, der ikke gavner nogen – og slet ikke de syge børn og deres familier.