Film og virkelighed

Journalist og historiker, cand.mag. Bent Blüdnikow stempler i en kommentar 22.02 filmen »Trumbo« som misvisende, fordi den fremstiller de filmfolk, der i 1950’erne blev ofre for senator Joseph McCarthys kommunistjagt i USA som helte, mens kommunistjægerne var skurke. Han forbigår dermed totalt, at filmens sigte er at vise, hvordan McCarthys uredelige mistænkeliggørelse af hundreder, ja, tusinder af mennesker kastede disse ud i arbejdsløshed. Mennesker, som var medlemmer af et lovligt politisk parti blev hermed de første ofre for noget, der mange år senere – i Vesttyskland – fik navnet Berufsverbot.

Selv om der i USA var en reel fare fra diverse andre spioner end ægteparret Rosenberg - der blev dødsdømt ved en amerikansk ret – er det ikke historiefordrejende at fokusere på virkningerne i Hollywoods verden af manuskriptforfattere og skuespillere. Mange år efter at præsident Franklin Roosevelt udtalte, at »det eneste man bør frygte, er frygten selv«, lod det amerikanske folk sig lynhurtigt gribe af den politiske charlatan McCarthys bandbuller og i vidt omfang falske påstande. Almindelige retsprincipper veg for en grov og skadelig mistænkeliggørelse. Den viden, som vi i dag har om Sovjetunionens forsøg på underminering af vestlige samfund, herunder det amerikanske, forlener ikke fortidens hysteri med nogen form for legitimitet.

Som historiker bør man tage forskellige elementer i betragtning, herunder begrebet retssikkerhed. Netop det kommunistiske Sovjetunionen opererede med politisk prægede afgørelser af enhver form for konflikt.Blüdnikow har tilsyneladende fravalgt noget som helst engagement i de venstreorienterede filmfolks vilkår. Jeg opfatter ikke Trumbo som en generel ytringsfrihedsforkæmper, men som offer for en heksejagt, der bestemt ikke tjente USA til ære.

Henrik Døcker, Jagtvej 181, 2100 København Ø