Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Fhv. ambassadør: Spørg en praktikant om råd, Trump

Foto: ERIK S. LESSER

Berlingske fortæller 20. marts i rubrikken »Internationalt Overblik« om et møde i Det Ovale Værelse, hvor præsident Donald Trump modtager Brasiliens præsident, Jair Bolsonaro.

Endnu en gang hører vi det rene sludder komme ud af Trumps mund. Trump har det skidt med internationale aftaler, om handel, klima, om krudt og kugler, NATO for eksempel. Men her stiller han den brasilianske præsident i udsigt, at Brasilien kan blive medlem af NATO og OSCE! Det »overvejer USA stærkt«, siger præsidenten.

Hvad siger vi andre så til det? Han glemmer, at disse organisationer har regler om, hvem der kan være medlemmer, og han glemmer, at andre parter i de pågældende organisationer har noget at skulle have sagt. UK, Tyskland, Polen, Danmark og alle de andre.

Han kunne bare have spurgt en praktikant i Det Hvide Hus, hvad NATO og OSCE betyder, for præsidentens sikkerhedspolitiske rådgiver, John Bolton, ved det åbenbart ikke. Så havde han foreslået noget andet, som USA kan gøre for Brasilien.

Hvad betyder NATO? North Atlantic Treaty Organisation. Altså er NATO en nordatlantisk organisation, hvor – by the way – der gælder en regel om, at et angreb på ét medlemsland er et angreb på alle andre.

Polen og de baltiske lande sveder over, at præsident Trump med sine Twitter-udmeldinger gør det usikkert, om USA vil være med til at beskytte dem. Kommer Brasilien forud for Polen og de baltiske lande? Hvad har Brasilien at gøre i NATO, en nordatlantisk organisation??

Hvad betyder OSCE? The Organisation for Security and Co-operation in Europe. Altså organisationen for sikkerhed og samarbejde i Europa. Organisationen arbejder med konfliktforebyggelse, krisestyring og genopbygning. Det er i dag en regional sikkerhedsorganisation for lande i Europa, Centralasien og Nordamerika, med hovedkvarter i Wien og kontorer og institutioner i København, Genève, Haag og Warszawa. Hvad har Brasilien at gøre i OSCE?