Ferie hver dag
Når jeg er ude og lufte min hund i indre by i København, hvor jeg bor, bliver jeg ret ofte mødt af turister, der spørger om de må klappe den lille hund. Det er o.k. At være en del af den autentiske oplevelsesindustri »inden for voldene«.
Værre er det, at min kone, der er pendler, flere gange ugentligt må cirkle rundt i tidsrummet af en håndboldhalvej og lede efter en ledig p-plads, når hun returnerer fra arbejde.
Hvad har de to ting overhovedet noget med hinanden at gøre? Svaret er endnu et spørgsmål:
Hvilken by vil vi gerne bo i? Den, hvor der stadig bor erhvervsaktive mennesker, der følger deres børn i skole, ejer en bil og har et kørselsbehov til arbejde og fritid som så mange andre i landet, eller den by, der er overtaget af unge og ældre, der kan være bilfri, og som skiftevis bor hos forældre eller i kolonihavehuset, mens de fremlejer bopælen på Airbnb for at få råd til huslejen.
Med den følgeindustri at dagliglivet, børnehaver og butikslivet som vi kender det forsvinder – som i Barcelona og Venedig.
Er det ikke det, vi leder efter i rejsetillægget? Altså autenticitet? Efter de kvarterer i det fremmede, der har mennesker med job og familie. Vi leder ikke efter gaderne, hvor butikkerne sælger køleskabsmagneter og mobilcovers med palmer.
Tolv en halv kvadratmeter asfalt lyder ikke som en faktor, der fremmer liv, og for mange er den svær at sælge som det. For os, der lever det levede liv i bykernen, betyder de alt.
Det afrundende modspørgsmål er – kunne din kone ikke bare tage toget eller bussen?
Det kunne hun godt, og da hun fik jobbet, som hun er glad for, forsøgte hun i en lang periode. Først med tog og så med bus, og endelig er vi fremme. Den der kender Kaj og Andreas sang, kender nok også svaret på, hvorfor vi købte en bil, som i øvrigt kører på el.
Rasmus Graakjær, København
Moms på holdtræning
Hvor ville jeg gerne give en fra vores ministre skylden for den fuldt ud hovedløse lov med moms på holdtræning i fitnesscentre, men desværre, efter at have læst Berlingske, kan jeg forstå, at ideen er barslet i EU i 2006.
Det er længe siden, så måske der er et fornuftigt menneske i regeringen i dag, der kan se det uretfærdige i den lov og finde en måde at omgå den på. Det ville være en god idé for en minister at komme forbi et fitnesscenter en formiddag og se, hvor mange ældre, der træner på hold.
Altså mennesker over 60, 70 og 80 år, der prøver at holde sig fysisk raske til glæde for sig selv og det danske sygehusvæsen.
Det sociale i at træne sammen på hold er mere værd end at stå alene på for eksempel et løbebånd.
Mange af os får måske ikke råd til at fortsætte til næste år, da det vil blive for dyrt at træne som pensionist.
Vi har to store fitnesscentre i min by. Begge med holdtræning i alle kategorier. Her er der fuldt besat på alle holdene hele formiddagen.
Vi tager den en gang til: Vi er ligeglade med at chokolade og kaffe bliver billigere, vi vil have råd til at træne.
Lis Jacobsen, Allerød
Frit valg på alle hylder
Jeg har længe vidst, at mine forfædres sindelag bestemte, hvilken nation, de ønskede at tilhøre og har også forstået, at jeg selv kan bestemme, om jeg ville være protestant eller katolik.
Men tiderne har ændret sig. Så nu, da jeg kan vælge, hvilket køn jeg kunne tænke mig at have, har jeg overvejet, om jeg fremover skulle være mand. På trods af mange fordele, tror jeg nok, at jeg foretrækker at forblive kvinde.
Til gengæld vil jeg gerne have ændret min alder til 28 år i stedet for min nuværende på 82 år. Det vil betyde meget for mig. For eksempel at jeg vil kunne synge med på, at »den danske sang er en ung blond pige« selv om jeg ikke længere kaldes ung.
Samtidig vil jeg kunne springe over generationskløften og undgå at blive overset og overhørt i debatter, fordi jeg i følge mit nuværende pas er født før »boomer« generationen.
Sidst vil jeg gerne skifte race, da jeg har så mange positive erfaringer med afroamerikanere. Jeg blev undervist af sorte kvinder i USA og har haft mange venner fra det afrikanske kontinent. Så fremover vil jeg behandles og accepteres som sort, selv om min hud er hvid og mine øjne blå.
For øvrigt vil jeg gerne sige tak for Kirsten Hyldgaards kronik i Berlingske 9. oktober 2025 om konsekvenser af Judith Butlers ideer om at erstatte biologi med tankens kraft.
Randi Annikki Mortensen, Gilleleje
Venstres glashus
Med bulder og brag kritiserer Venstres folketingskandidat Marianne Lynghøj i denne avis administrationsudgifterne i Solrød Kommune, hvor Liberal Alliances Emil Blücher er borgmester.
Hun hævder, at bureaukratiet vokser, og at alt er galt.
Men Marianne Lynghøj kan trække vejret helt roligt. For modsat hendes påstand er administrationsudgifterne faktisk faldet i den periode, hvor Emil Blücher har haft ansvaret.
Fra 2022, da Blücher overtog borgmesterposten, og frem til de nyeste tal fra 2024, er udgifterne faldet fra 11.158 kroner pr. borger til 10.820 kroner – ifølge Indenrigsministeriet og VIVE.
Derudover er der allerede planlagt yderligere administrative besparelser de kommende år.
Vi kunne godt ønske os, at administrationsudgifterne i Solrød generelt var lavere. Men det er desværre konsekvensen af, at Venstre sad på borgmesterposten i 52 år frem til 2022.
I stedet for at bruge al krudtet på at kritisere Liberal Alliance, ville det klæde Venstre at løsrive sig fra Socialdemokratiet og i stedet bruge kræfterne på at føre liberal og borgerlig politik sammen med den blå familie. I skal være velkomne.
Sólbjørg Jakobsen, politisk ordfører for Liberal Alliance
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk
