Feminin selvforblændelse

I anledning af kvindernes kampdag 8. marts vil jeg tillade mig følgende konservative knytnæve: I vores foruroligende retningsløse tid finder man en ildevarslende tendens til at gøre en dyd ud af den dårlige morals og den manglende dannelses triste nødvendighed. Med nødvendighed mener jeg den efterladte tomme plads for det, der var bedre, men nu er forladt: storsindet og ydmygheden.

Tag nu eksempelvis debatten om skilsmisser. En skilsmisse er en alvorlig sag. De er almindelige. Men at skilsmisser er hyppige i vores vestlige samfund, betyder ikke, at de kan forstås som »banale«, dvs. ikke værd at foruroliges over.

I mange tåbelige samtidskommentarer – ofte skrevet af yngre kvinder, der formodentlig selv har problemerne tæt inde på livet og ikke tør stå ved, at de er dybt rådvilde – møder man eksempelvis den opfattelse, at ægteskabet kan tolkes som noget serielt tilgængeligt. Altså ikke noget, der knytter sig til den »eneste ene«, men til en rækkefølge af partnere, der følger med livets aldre og udvikling. På den måde kan alvoren og samvittighedsopgøret tvinges væk fra skilsmissen, og det monogame ægteskabs ældgamle institution gøres til et mere tidssvarende kulturvilkår.

Skilsmisser forekommer, men er i princippet og sædvanligvis i erfaringsverdenen en ulykkelig livsomstændighed, der ikke skal banaliseres og ikke legitimeres på en grasserende, fortrinsvis feminin selvforblændelses uskønne grundlag.