Debatten om jagt og udsætning af fasaner blusser jævnligt op. Senest har flere dyreetiske stemmer og naturorganisationer argumenteret for, at udsætning af fasaner med henblik på jagt bør ophøre. Men i diskussionen overses ofte den indsats, som mange jægere og jagtkonsortier yder for naturen gennem hele året.

For de fleste jagtkonsortier begynder arbejdet længe før jagtsæsonen. Først skal et egnet område lejes, ofte med tilhørende faciliteter som en lade, et skur eller et mindre jagthus, der kan danne rammen om det praktiske arbejde. Herefter etableres volierer og udsætningspladser til fasanerne.

Når de unge fasankyllinger udsættes i sommermånederne, starter en intensiv periode med dagligt tilsyn. Foder skal fyldes op, vandforsyninger kontrolleres, og fuglenes trivsel overvåges. 

Dette arbejde foregår fra udsætningen i juli og frem til jagtsæsonens start i oktober, men stopper sjældent dér. Mange steder fortsætter fodringen gennem hele vinteren for at forbedre fuglenes overlevelse og understøtte en naturlig reproduktion i de følgende år.

Samtidig investeres der betydelige ressourcer i etablering og vedligeholdelse af såter, vildtstriber og andre naturforbedrende områder. Disse tiltag gavner ikke kun fasanerne, men også en lang række andre arter, herunder råvildt, småfugle, insekter og andre dyr, der søger føde og skjul i de varierede levesteder.

For jægerne er naturplejen ikke et biprodukt af jagten. Den er selve forudsætningen. Hvert år bruges mange tusinde kroner pr. deltager i et jagtkonsortie på forbedringer af naturen. Hertil kommer hundredvis af frivillige arbejdstimer. 

Når indsatsen gøres op, går langt størstedelen af tiden til pleje af området og forbedring af levevilkårene for vildtet, mens selve jagten kun udgør en meget lille del af aktiviteterne.

Kritikere ser ofte kun det øjeblik, hvor et dyr nedlægges. Men for mange jægere er jagten kulminationen på et langt forløb med pasning, pleje og ansvar for naturen. Det nedlagte vildt indgår desuden som fødevare og udnyttes som en naturlig ressource frem for blot at være et trofæ.

Derfor bør debatten om fasanjagt ikke kun handle om selve afskydningen. Den bør også handle om de naturværdier, der skabes som følge af den omfattende frivillige indsats, som jagtkonsortier over hele landet udfører. 

Uden fasanjagten ville en stor del af denne indsats sandsynligvis forsvinde, og dermed også mange af de levesteder og naturforbedringer, som både vildtet og den øvrige biodiversitet nyder godt af.

Peter Normark Sørensen, Værløse

Hold nu op med at kalde det en rabat

Mens vi venter på, at der samles politisk mod til at opgive ideen om et system, som løbende forsøger at beregne den præcise handelsværdi af samtlige cirka to millioner danske ejendomme, opstår den ene absurde situation efter den anden. 

Senest i P1 Morgen, hvor en frustreret boligejer fortalte, hvordan en brændeovn havde forøget ejendomsværdien med flere hundredtusinde kroner. 

For at undgå at drukne i klager er klageadgangen begrænset, og det forsvares blandt andet med det såkaldte forsigtighedsprincip, som betyder, at boligejeren kun beskattes af 80 procent af vurderingen. Vi får at vide, at det er en slags skatterabat, der skal kompensere for usikkerheden.

Men en rabat, som alle får, er ikke en rabat. Den er blot en teknisk kalibrering. Når alle vurderinger ganges med 0,8, kan skattesatsen blot sættes tilsvarende højere. To naboer kan begge eje et hus, der reelt er 5 millioner kroner værd. Hvis det ene vurderes til 5 millioner kroner og det andet til 6 millioner kroner, bliver beskatningsgrundlaget efter »rabatten« henholdsvis 4 og 4,8 millioner kroner. Den ene betaler stadig 20 procent mere i skat end den anden for en ejendom af samme værdi. 

Det ville vi aldrig acceptere, hvis der var tale om indkomstskat. Hvis en butik permanent annoncerede sine varer som »20 procent nedsat«, ville den få problemer med Forbrugerombudsmanden. Når politikere bruger det samme sproglige trick som begrundelse for en begrænset klageadgang, er det ikke bare en dårlig forklaring. Det er at tale ned til vælgerne.

Thomas Brenøe, Hellerup

Løgnere skal sparkes ud af dansk politik

Liberal Alliances politiske ordfører, Mads Strange, lyver så meget, at selv en brugtvognsforhandler ikke kan følge med. Han lyver om alt fra andre partiers politik til resultater af undersøgelser. Og har det nogen konsekvenser? Nej, »Christiansborgs Pinocchio« kan lyve alt det, han vil.

Mening

Mads Strange trækker i land efter faktasjusk

Der er fart på Mads Strange (LA). Måske også for meget fart. I flere aktuelle sager er han blevet beskyldt for ikke at have styr på fakta. I Berlingskes debatpodcast »Mening« udfordrer Jacob Rosenkrands Mads Stranges påstande og spørger, hvorfor man som politisk ordfører kan slippe afsted med ikke at have styr på fakta. Gæst: Mads Strange, politisk ordfører, Liberal Alliance Vært: Jacob Rosenkrands I udsendelsen er der lånt klip fra B.T., Mads Stranges sociale medier og Rasmus Stoklunds Facebook
Se alle episoder

Vi har allerede problemer i befolkningen med tilliden til institutioner og voldsom politikerlede. Mads Strange er et perfekt billede på hvorfor. 

Der burde være et sandhedsministerium på Christiansborg, der uafhængigt af regeringer og partifarver faktatjekker vores politikere. Ved en enkelt løgn bør de miste deres mandat. For kan man ikke kende forskel på holdninger og fakta, eller spreder man bevidst misinformation, så er man ikke opgaven som folketingspolitiker værdig.

Jonas Schmidt, Brobyværk

Christiansborg er vel en stemme værd

Så fremkom regeringens tanker om indholdet af et forslag til finanslov for 2027. Et par af disse tanker er i direkte modstrid med holdningen hos SF og Radikale Venstre. Jamen, så kan der vel ikke blive en finanslov ud af regeringens forslag? Eller for at tale lidt bibelsk: Et hus, der er kommet i splid med sig selv, kan ikke bestå. 

Men sådan hænger det ikke sammen, får vi nu at vide. Både SF og Radikale Venstre vil stemme for forslaget til finanslov, selv om de er imod. For det gælder jo regeringens liv. Altså »Christiansborg er vel en stemme værd«, og man kommer til at tænke på, at der engang var en prins, som pludselig blev katolik for at få magten i Frankrig, for som han sagde: »Paris er vel en messe værd«.

Hvordan befolkningen stemte i marts, er jo så inderligt ligegyldigt, når bare man sidder lunt i et regeringskontor.

Mogens Nørgaard Olesen, Frederiksværk

Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk