Regeringen har besluttet, at tage yderligere to børn med moder hjem fra Syrien – men det sidste barn skal ikke med.

Ifølge udlændinge- og integrationsministeren er der tale om en politisk beslutning. Et kompromis. Ministeren kalder det en »armlægning«. En armlægning! Hallo! Hvad sker der for jer? jer? Dette er ingen brydekamp. Vi taler om et lille, levende barn. En meget syg lille dreng, der allerede er høreskadet og risikerer at miste hørelsen permanent på det syge øre.

Er der ingen i regeringens maskinrum med den mindste grad af empati for andre mennesker?

Man vil gerne tage drengen hjem, men ikke moderen, selvom Sundhedsstyrelsen siger, at det er nødvendigt for drengens behandling, at hun kommer med.

De kurdiske myndigheder, der åbenbart ikke er blottet for menneskelige følelser, vil ikke skille et alvorligt sygt barn fra sin moder – og et samtykke er under alle omstændigheder juridisk problematisk, når moderen på denne måde har fået pistolen for panden.

Regeringen hævder, at moderen er farlig for Danmark – så meget desto værre at overdrage hende alene opdragelsen af sit barn. Små børn bliver store, og hvis han overlever, kan han blive særdeles farlig for Danmark, hvis regeringens vurdering er korrekt.

Dertil kommer, at Danmark har udviklet effektive afradikaliseringsprogrammer, som er efterspurgt i andre lande.

Endelig kan man undre sig over, at Mette Frederiksens ellers så sikre politiske instinkt, synes at have svigtet hende i denne sag.

Hun angribes fra både højre og venstre. Og sagen ender med garanti ikke her. Den vil dukke op igen og igen.

Hvorfor har statsministeren ikke hugget den gordiske knude over og taget det sidste barn hjem?

Så havde hun fået fred for venstrefløjen, ikke handlet i klar modstrid med sundhedsstyrelsens vurdering – og højrefløjen havde nok ikke beklaget sig så meget mere, hvis det var tre børn i stedet for to.

Nu ligger sagen fortsat og ulmer.

Kære Mette Frederiksen: Tag nu det sidste barn hjem og red Danmarks ære som humanistisk nation, der sørger for sine egne.

Eva Smith, professor emerita

Få borgerlige råd fra Tom Jensen

I nyhedsbrevet »Borgerlingske« giver ansv. chefredaktør Tom Jensen hver uge sit bud på, hvad borgerlige danskere med fordel kan interessere sig for lige nu.