Ukraines præsident Zelenskyj fremstår stadig utrættelig, når han trækker i sine vestlige allierede til forsvar mod Rusland. Det er han nødt til. Hele tiden har hans land fået militær støtte, men aldrig helt nok. Ruslands strategi har været at vente på, at Vesten bliver træt af at støtte Ukraine, mens Rusland smadrer så meget som muligt.

Ingen kan stole på USA, hvis Donald Trump vinder præsidentvalget. Derfor må Europa gøre sig klart, at det er Europas opgave at besejre Rusland og fjerne det forbryderiske regime i Moskva. 

Nogle hævder, at regimet i Moskva har overvældende opbakning i befolkningen. Det er muligt. Hertil er at sige, at stor opbakning i den tyske befolkning havde det nazistiske regime i Tyskland tilsyneladende også, men det ændrede ikke de allieredes målsætning om at knuse Nazityskland.

Men for det første eksisterer der ingen undersøgelse, som reelt dokumenterer den russiske befolknings opbakning til regimet. Kun en fornemmelse ud fra ytringer, oppositionens manglende gennemslagskraft og det faktum, at intet sker.

Og for det andet handler (militær) øvelsen om at få skabt et europæisk Rusland, som Europa kan acceptere.

Europa må erkende, at det ikke er Rusland, som skal sætte standarden (eller standarten!) for, hvilken position Rusland skal have. Europa, derimod, skal beslutte hvilket Rusland, Europa kan leve med.

Desværre synes det en krig værd.

Niels Henrik Jessen, Korsør

Kvoter er ikke den rette vej

I et interview med mediet Woman.dk argumenterer Stine Bosse, Moderaternes spidskandidat til Europa-Parlamentsvalget, for, at vi skal indføre kønskvoter i danske bestyrelser. Det er i min optik en ekstremt farlig vej at gå i ligestillingens navn, for kvoter er ikke det samme som ligestilling.

Ligestilling handler om, at alle skal have lige muligheder for at opnå det, de vil, mens kvoter handler om, at alle pr. definition skal opnå det samme. Det er lige muligheder mod resultatlighed – meritokrati mod statsunderstøttet kønsdiskrimination. Frihed mod central styring.

Med den nuværende frihed ser vi, at mænd og kvinder prioriterer forskelligt. En spørgeundersøgelse fra Lederne.dk viser for eksempel, at 63 procent af mændene ønsker at søge lederstillinger, mens kun 37 procent af kvinderne har samme ønske. 

Sammenligner vi det med, at fire ud af ti leder- og mellemlederstillinger besættes af kvinder, ser vi samtidig, at flere kvinder ansættes i forhold til antallet af ansøgere. Og den slags statistikker findes i hobevis.

Når man samtidig kaster et blik på vores ligebehandlingslov, ser man, at vi altså i dag lever i et land, der i forvejen giver alle frihed og mulighed for at række ud efter en toppost. Lad os da ikke tvinge kvoter ned over det.

Henriette Søvind, kandidat til Europa-Parlamentet for Liberal Alliance

Klimajoken

Der bliver afholdt COP28 i Dubai. Formanden for verdens største klimatopmøde er Sultan Al Jaber, direktør i emiratet for Abu Dhabis statslige olieselskab, Abu Dhabi National Oil Company. 

Fra talerstolen har han sået tvivl om klimakrisen, sagt at bæredygtige løsninger vil sende os tilbage til fortiden, og at fremtiden er de fossile brændstoffer, som al videnskab er enig om skal udfases, hvis vi vel at mærke vil redde planeten. 

Men eftersom Sultan Al Jaber allerede er blevet afsløret i at ville bruge COP28 til at forhandle olie- og gaskontrakter, så er hans ligegyldighed over for klimakrisen ikke ligefrem en overraskelse. For hvor vi andre ser en katastrofe nærme sig, ser Sultan Al Jaber kun mulige dollartegn. 

Men i bund og grund viser det bare, hvor latterlige COP-topmøderne er blevet. En oliestat, der holder klimatopmøde, det er nærmest en vittighedstegning. Og hele verdens ledere flyver rundt en gang om året for at holde møder og lege handlekraftige klimaknusere, men uden at der nogensinde kommer reelle resultater ud af det. 

Bare se Parisaftalen; vi er under syv år fra deadline, og verdens lande er langt bagefter. Og her i Danmark, »det grønne foregangsland«, kan vi ikke engang finde ud af at lave en klimaafgift til landbruget. Tværtimod pynter regeringen bare på tallene i CO₂-regnskabet, så det ser pænere ud, end det er. 

Hvorfor er det, at menneskeheden altid venter, indtil katastroferne er indtruffet, før vi endelig gør noget? Og katastrofen – den er på vej, ligegyldigt hvor bovlamme verdens ledere er, og ligegyldigt hvor meget Danmark pynter på tallene.

Jonas Schmidt, Brobyværk