Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Du kan indsende forslag til debatindlæg på debat@berlingske.dk.

Europa bør stemme om, hvorvidt man vil have briterne med i EU

Med det kaotiske forløb, som hele Europa har overværet, og med Englands tidligere konstante 40 års obstrueren som medlem, vil mange europæere sætte spørgsmålstegn ved Englands forbliven i unionen. Her taler den britiske premierminister Theresa May med Europa-Kommissionens Jean-Claude Juncker og EUs-Brexit chefforhandler, Michel Barnier. Fold sammen
Læs mere
Foto: Philippe Lopez / AFP / Ritzau Scanpix

Europæisk afstemning

Englænderne har ret til at stemme, om de vil være medlem af EU eller ej, lige så tit, som de måtte ønske det, men som situationen er nu, er det ikke England alene, der kan afgøre medlemskabet. Briterne har stemt for Brexit og igangsat udmeldelsesproceduren og kan ikke bare fortryde. Slet ikke hvis England får en aftale med EU med fordelagtige aftaler for England, der får englænderne til at stemme ja til at forblive i EU, hvad der muligvis har været meningen fra begyndelsen. De øvrige 27 landes befolkninger, borgerne og vælgerne skal også stemme om, hvorvidt de ønsker, at England skal genindtræde. Demokratiet gælder ikke kun englænderne.

Med det kaotiske forløb, som hele Europa har overværet, og med Englands tidligere konstante 40 års obstrueren som medlem, vil mange europæere sætte spørgsmålstegn ved Englands forbliven i unionen. Under alle omstændigheder er det ikke nok, at England gerne vil med igen. Europa skal også ville have dem med. Kun en afstemning blandt europæerne kan afgøre det. Det vil få Europa til at samles om et vigtigt og afgørende spørgsmål af interesse for alle og vil samtidig give EU et demokratisk skær, som mange føler mangler.

Jørgen Villy Madsen, Jægerspris

Indvandrerforældres manglende engagement

Berlingske behandlede forleden på flere sider indvandrerforældres manglende engagement i deres børns skolegang.

Jeg er selvfølgelig enig i alle de ting, der fremføres. Naturligvis skal forældre påtage sig de pligter, der hører til, når man har børn - opdragelse og deltagelse i ungernes liv må vel alle forældre ikke kun have lyst, men også pligt, til.

Indvandrerforældre har måske en undskyldning for at undlade at deltage i f.eks. skolers arrangementer: de taler og forstår ikke dansk. Hvis der ikke er tolke til stede, er det jo håbløst for disse mennesker at forstå noget som helst. Derfor er det SÅ vigtigt, at forældregenerationen tvinges på skolebænken for at lære det sprog, der tales i det land, de selv har valgt at bosætte sig i. Samtidig med sproget bør de undervises i omgangsformer og de lovkomplekser, der findes i landet, og som man forventes at underkaste sig. Religiøse foreskrifter, må man påpege, hører til i privatlivet og står ikke over den danske lovgivning.

Uden at have bestemt viden om dette, tror jeg, at det danske samfund ikke har været konsekvent nok i vore krav til vore nye medborgere, med deraf følgende problemer med bandeterror, utilpassede unge og regulært had til og foragt for  etniske danskere.

Brita Dalsgaard Boolsen, Kokkedal

Veganere hjernevasker sig selv

I TV 2 Nyhederne så vi tirsdag aften en mand, veganer og tårevædet, stå ved et slagteri og hysterisk fortælle, at danskerne må holde op med at spise kød.

Er veganerne en kult, som nu prøver at opildne alle til at rette ind?

Siden Moder Jord blev til og mennesket kom til, har vi levet sammen med og af dyrene. Hvordan kan I bilde jer selv ind, at vi, der spiser kød, ødelægger miljøet?

Hvis I kommer i Folketinget, kan vi godt lukke og slukke Danmark og lade russerne overtage landet. I må have jeres tro og religion, men lad os andre i fred, tak.

Mona Lauridsen, Valby

Synergi

Hvor er det dog praktisk, når TV-reklamer veksler mellem opfordring til spil på nettet og reklamer for hurtige lån. Der er således rige muligheder for at få finansieret spillelysten. Når det hele så efterhånden bliver lidt for meget, kan Luksusfælden træde til og rede trådene ud.

Hans J. Blokmann, Kongens Lyngby

Politikere på tålt ophold

Her gik man lige et kort øjeblik og troede, at Marcus Knuth (V) var blevet overmandet af et anfald af humanisme, da han viste sin utilfredshed med det nye asylcenter på Lindholm. Men sådan var det nu ikke. Lindholm ligger i Knuths valgkreds. Ja, ja - træerne vokser jo ikke ind i himlen. Det var naturligvis af egoistiske grunde, at Knuth brokkede sig her op til valget. Måske skulle man hellere flytte Christiansborg til Lindholm. Der sidder flere på Borgen, der også indtil videre er på »tålt ophold«.

Michael Pedersen, Vejen

Gør dit land ære

Ikke engang kontanthjælp, når du kommer hjem. For mange år siden sagde min konservative far, når jeg skulle udenlands: husk at gøre dit land ære. Dengang var man stolt af de unge mennesker, der drog ud for at arbejde, »gjorde Danmark ære«, og vendte hjem med nye erfaringer. I årtier har de unge fået at vide, at de skulle drage ud for at få erfaringer, blive klogere. Nu kan man så drage ud, komme hjem og have vanskeligheder med at komme i gang her til lands og så blive mødt med en kold skulder. Det er skammeligt.

Henning Mørch, Fredensborg