EU er nytteløs

"EUs moral og etik er åbenbart rådden, og de nævnte problemer demonstrerer også tydeligt, at man i Bruxelles ikke har hverken politiske ledere eller embedsmænd, der besidder de evner, som en union forudsætter."

Læs mere
Fold sammen

Folketingskandidat Henrik Sørensens opinion viser, at han ikke har forstået mange borgerliges ryk mod det, han kalder det totalitære højre. Vi er mange som har set, at efter at det erhvervsmæssige europæiske samarbejde indenfor EF i 1992 blev til en Europæisk Union, har man ikke kunnet løse de europæiske problemer, som nationalstaterne tidligere selv tog sig af. I Bruxelles snakkede man i en uendelighed da Balkankrigen stod på, hvorefter USA måtte vise unionen, hvorledes man standsede den serbiske leders grusomheder. Da man indførte den fælles valuta, tog man fejlagtigt ikke hensyn til den måde, Middelhavslandene normalt løste sine økonomiske problemer på. Resultatet har kastet hundredtusinder ud i fattigdom med et liv på gaden. Den økonomiske krise har man heller ikke kunnet løse, og nu ser vi jo alle hvorledes flygtningepolitikken håndteres. Som et sidste halmstrå forsøger man sig med en aftale med Tyrkiet; et land som i lighed med Rusland er både aggressivt over for sine mindretal (kurderne) og overhovedet ikke respekterer menneskerettighederne. Man sanktionerer mod Rusland, hvilket jeg ikke kan være uenig i, mens man indgår aftaler med Tyrkiet. Nationer som er to alen ud af samme stykke.

EUs moral og etik er åbenbart rådden, og de nævnte problemer demonstrerer også tydeligt, at man i Bruxelles ikke har hverken politiske ledere eller embedsmænd, der besidder de evner, som en union forudsætter. Derfor opstår nu overalt i EU-landene nye partier, som klart indser, at papirtigeren EU er nytteløs. Mange kalder de ny partier for populistiske, men i realiteten synes de mere realistiske end de, der bakker op om EUs nuværende politik. Som i mange situationer i livet skal man også bedømme EU på resultaterne og ikke på snakken.