Et svækket dansk forsvar

Foto: Thomas Lekfeldt. Marie Krarup (MF), forsvarspolitisk ordfører for Dansk Folkeparti, kritiserer i Opinion 11.06 Det Konservative Folkeparti for en hysterisk og selvisk positionering i forbindelse med købet af kampfly. (Foto: Thomas Lekfeldt/Scanpix 2015)
Læs mere
Fold sammen

Marie Krarup (MF), forsvarspolitisk ordfører for Dansk Folkeparti, kritiserer i Opinion 11.06 Det Konservative Folkeparti for en hysterisk og selvisk positionering i forbindelse med købet af kampfly. Det sker især ved at henvise til forhandlingerne om forsvarsforliget i 2012. Siden dengang er der imidlertid sket ganske alvorlige ændringer i Europas sikkerhedssituation. Putins annektering af Krim, Putins forsøg på det samme i Østukraine, og Putins provokerende flyvninger tæt på de nordiske landes luftrum. Den russiske aggression var da også en væsentlig årsag til, at NATO på topmødet i Wales i 2014 anbefalede medlemslandende at øge forsvarsudgifterne til to pct. af BNP.

Med det nys indgåede forlig om indkøb af nye kampfly hævdes det, at det danske luftforsvar erusvækket. Men det passer ikke. 27 nye kampfly kan selvfølgelig ikke være lige så effektive som det dobbelte antal F16 fly. Man kan godt konstruere regneark, der underbygger påstanden, men det er og bliver en regnearkmanøvre uden bund i virkeligheden. Men ét er antallet af fly. Noget andet er finansieringen. Indkøbet skal ske indenfor det eksisterende forsvarsbudget. Det indebærer en række besparelser, der vil svække Hærens og Søværnets muligheder for at opgradere og indkøbe nyt materiel i de næste ti år.

Så samlet set svækker forligsaftalen om de nye kampfly det danske forsvar. Der skal ganske vist forhandles et nyt forsvarsforlig i 2017, men netop derfor burde man have taget hul på den fremadrettede forsvarsøkonomi allerede nu fremfor at indgå et forlig på et utroværdigt og kortsigtet grundlag. Det er ganske enkelt uansvarligt. Derfor til Marie Krarup: Du og dit parti vil gerne sidde med ved bordet. Det vil Det Konservative Folkeparti også gerne. Men ikke for enhver pris, og ikke på et grundlag, der åbenlyst svækker det danske forsvar.