Siden jeg kom til Danmark fra Grækenland som ung kvinde i 1960erne, har jeg set vores infrastruktur udvikle sig fra hullede landeveje til moderne motorveje og broer. Storebæltsbroen er et af de største fremskridt, som vi med rette kan være stolte af. Jeg er det i hvert fald, især nu hvor min søn er flyttet til Sønderjylland, og jeg ofte tager den flotte tur over sundet.
Men jeg er også vred. For hvorfor skal vi stadig betale, hver gang vi kører over? Jeg husker tydeligt de politiske løfter fra dengang: Når broen var betalt ud, skulle den være gratis. Det var et klart løfte til danskerne.
I dag hører vi igen og igen, at Danmark har en stærk økonomi. Der tales om et voksende råderum, og vi danskere bidrager fortsat med nogle af verdens højeste skatter. Alligevel koster det stadig 250 kroner minimum at besøge den anden del af vores eget land. Broen er for længst betalt hjem – faktisk halvanden gang – og alligevel hænger betalingsbommene der stadig.
Storebæltsbroen er blevet en pengemaskine. Det er ikke kun min mening; selv politikere som Kristian Pihl Lorentzen fra Venstre har kaldt den det. Men hvorfor accepterer vi, at staten driver butik på en infrastruktur, vi allerede har finansieret?
Når vi taler om at sprede væksten og gøre det attraktivt at bosætte sig uden for København, bør vi også se på transportudgifterne. Måske ville flere overveje at flytte, hvis det ikke kostede dyrt at køre mellem landsdelene.
Så kære politikere: I gav et løfte. Hold det. Gør broen gratis – ikke engang som en gave, men som den retfærdighed, vi blev lovet. Jeg håber at opleve det, mens jeg stadig kan tage turen selv.
Pola Forchhammer, Hillerød
Sympati for Djævelen
I Ekaterina Krarup Andersens tankevækkende debatindlæg om ungdommens bekymrende flirt med nazismen, nævnes Rolling Stones’ sang »Sympathy For The Devil« (fra 1968) som et tidligt eksempel på det samme. Der er dog grund til at spørge sig selv om, hvorvidt Krarup Andersen nogensinde har hørt og/eller læst teksten til nævnte sang.
Dens hovedbudskab ligger vel i de enkle linjer om de famøse mord på de amerikanske politikere Robert og John F. Kennedy, hvor Jagger lægger stemme til Djævelens synspunkter med ordene: »I shouted out ’Who killed the Kennedys?’, when, after all, it was you and me«. Djævelen/Hitler/ondskaben findes i os alle sammen, og Djævelen ligner med sin ’wealth and taste’ et ganske almindeligt menneske, som det er let for os andre at nære sympati for.
I sangen nævnes det, at Djævelen spillede en rolle, da Pilatus vaskede sine hænder og beseglede Jesu skæbne. Men også da den russiske zarfamilie blev myrdet af de leninistiske bolsjevikker, og senere da bliztkrieg’en rasede med død og ødelæggelse, som et udtryk for netop Hitler og nazismens vanvid.
Tre forskellige historiske situationer, tre forskellige typer af ondskab, og hver gang har Djævelen en finger med i spillet. Det er måske dette, man kunne kalde »den menneskelige faktor«.
Anders Rou Jensen, journalist og forfatter
Hjerteløbere
I Berlingske 30. juli blev omtalt en undersøgelse, der skulle vise effekten af ordningen med hjerteløbere. I halvdelen af alarmopkaldene ville man ignorere opkaldet og ikke sende en hjerteløber, i den anden halvdel ville man sende en hjerteløber.
Da jeg læste dette, troede jeg det var en vittighed, men det er jeg bange for det ikke er.
Hvordan kan man have den holdning, at et menneske, som måske kunne være reddet, måske dør, fordi man var med i en undersøgelse? Det er et menneskesyn, som jeg ikke fatter.
Jørgen Fynsø, Virum
Kommunalt beredskab
Berlingskes leder 23. juli, beskrev at alt for mange danskere undervurderer truslen udefra. Det kan være rigtigt. Men jeg tror, at det egentlige problem er, at vi også undervurderer ansvaret indefra.
Vi er vant til, at tingene fungerer. Det er netop derfor, vi risikerer at blive taget på det forkerte ben. Ikke af frygt – men af fortrængning. Nets og Storebæltsforbindelsen enorme svigt forleden, er et forvarsel om, at vi borgere ikke må tage det nationale og kommunale beredskab for givet. Nettet er ikke så fintmasket, som vi kunne ønske.
Vi spørger os selv alt for sjældent: Hvad gør vi, hvis fjernvarmen pludselig forsvinder en kold vinternat. Hvad gør vi, hvis hjemmeplejen ikke kan nå frem i snestorm – eller hvis strømmen går, og plejehjem og skoler står uden varme, lys og velfungerende medicinalarmer?
Sandheden er, at vi i Rudersdal – som i mange andre kommuner – ikke har trænet nok i disse scenarier. Vi har nok nogle planer. Men det er ikke nok at have en pdf. En plan, der ikke er øvet, er bare en formodning. En ledelsesillusion.
Det er på tide, at beredskab og velfærdssikkerhed bliver et tema ved kommunalvalget i 2025. Ikke som teknisk appendiks, men som en prøvesten på, om vi tager ansvaret alvorligt – også når lyset går ud.
Jeg tror ikke på panik. Jeg tror på rettidig omhu. På samarbejde med frivillige, virksomheder, foreninger og naboer. På robuste systemer og menneskelige kæder, der kan bære, når andet brister.
Vi skylder ikke bare borgerne at være velfungerende, når solen skinner. Vi skylder dem også at være det, når det hele bryder sammen.
Det ansvar begynder i byrådssalen.
Jens Kloppenborg, viceborgmester i Rudersdal (V)
Kvindestatuer
Det er påfaldende, at H.C. Andersens »Konen med æggene« ikke nævnes i debatten om flere kvindestatuer, da hun siger så meget og er tidløs.
Den bedste humoristiske udgave kan ses på H.C. Andersen Museet i Odense.
Steen V. Skånstrøm, Nærum
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk
