Dette er et debatindlæg. Det er skribentens holdning, der kommer til udtryk. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Et folketingsmandat er ikke en personlig fribillet til at løbe fra sine politiske løfter
Grundloven og den politiske virkelighed
Jesper Lett (JL) citerer i sit læserbrev 4. november »Venstre og grundloven« grundlovens § 56 korrekt, men efter min opfattelse drager han en forkert konklusion.
JL skriver: »Herfra kan man ikke slutte, at andre kan bestemme, hvad de skal stemme.« Juridisk har han ret. Men politisk er virkeligheden en anden.
§ 56 sikrer, at folketingsmedlemmer ikke juridisk kan tvinges til at stemme på en bestemt måde. De er alene bundet af deres egen overbevisning. Men det fritager dem ikke for politisk ansvar.
Partier kan forvente politisk loyalitet, ligesom vælgerne kan forvente, at kandidater står ved det program, de er valgt på. Et brud på partiets linje kan være juridisk konsekvensfrit, men få politiske konsekvenser.
Man bliver heller ikke valgt alene på sin personlige indsats. I Danmark stemmer vælgerne både på kandidater og partier, og partistemmerne har betydning for mandatfordelingen. Partiets politiske profil og samlede vælgertilslutning spiller derfor også en væsentlig rolle.
JL spørger, om et folketingsmedlem er ansvarsfrit, hvis partiet går ind for noget lovstridigt, fordi andre har bestemt, hvordan man skal stemme.
Selvfølgelig ikke. Det enkelte medlem har altid et selvstændigt ansvar og må sige fra, hvis det mener, at partiet handler ulovligt. Det er netop en del af den frihed, grundloven beskytter.
Men der er forskel på juridisk uafhængighed og politisk ansvarlighed. Man kan bryde med sit partis politik, men må også acceptere, at vælgerne stiller spørgsmål.
Grundloven beskytter folketingsmedlemmet mod at blive juridisk bundet af andre. Den fritager ikke medlemmet for politisk ansvar over for vælgerne.
Vi bør derfor holde fast i begge sider af demokratiet: Retten til at følge sin egen overbevisning og pligten til at stå ved det politiske grundlag, man er valgt på.
Et folketingsmandat er ikke en personlig fribillet til at løbe fra sine politiske løfter.
Grundloven giver frihed til at stemme. Demokratiet forpligter til at tage ansvar.
Per Tidemand, Hørsholm
Succes for Mélenchon vil være et nederlag for Europa
Efter de seneste optøjer i Frankrig må det forventes, at Marine Le Pen vinder første valgrunde ved det kommende franske præsidentvalg og dermed bliver en af to kandidater i anden valgrunde. Le Pen står til at vinde første valgrunde med 18 procentpoint ned til sin nærmeste modstander, Jean-Luc Mélenchon, fra den ydre venstrefløj.
Mélenchon, der deltog ved de seneste demonstrationer, står i vægtede meningsmålinger fortsat til at blive nummer to i første valgrunde.
Det ville være dårligt nyt for EU. Mélenchons politik ville i sig selv være yderst skadelig for Europa, da han vil annullere Frankrigs offentlige gæld, for blot at nævne et af hans radikale forslag.
Det er dog mindre relevant, da Mélenchon i anden valgrunde står til at tabe med 36 procentpoint til Le Pen.
Hun har også fremlagt flere politiske forslag, der vil have frygtelige følger for Europa, som for eksempel at indstille EUs støtte til Ukraine og trække Frankrig ud af EUs indre elmarked.
Le Pen står til at vinde over den centrumhøjreorienterede Édouard Philippe og socialdemokraten Raphaël Glucksmann med henholdsvis 12 og 14 procentpoint, hvorfor kandidaterne tæt på midten er indenfor rækkevidde af en valgsejr.
For EUs bedste må man derfor håbe på, at Mélenchon ikke går videre fra første valgrunde, der afholdes til april.
Laurits Brockenhuus-Schack, medlem af Europæisk Ungdoms politiske udvalg
Kan man undgå kunstig intelligens?
Debatten om kunstig intelligens (AI) optager manges opmærksomhed i øjeblikket. Ikke mindst påvirket af kulturminister Zenia Stampes (R) lidt naive og måske uoplyste holdning.
Der er mange gode argumenter både for og imod AI, og det er vigtigt, at vi som samfund forholder os kritisk til det. For der er nok ingen tvivl om, at det er kommet for at blive.
Hvis man som et tankeeksperiment forestillede sig, at en stor gruppe som eksempelvis hele Fyn besluttede at forbyde al brug af AI, kunne man sammenligne det lidt med den meget specielle gruppe af amish-folk i blandt andet Pennsylvania i USA, som stort set forsager brugen af næsten al moderne teknologi.
De har i dag cirka 420.000 medlemmer – og har dermed bevist, at de har kunnet overleve i 300 år som et alternativt samfund. Og de er på mange måder sikkert mindst lige så lykkelige som os andre.
Pointen er blot, at resten af verden ufortrødent er fortsat med en udvikling, som er styret af menneskets trang til at blive dygtigere, hurtigere, mere innovativt osv. (for nu kun at nævne nogle af menneskets mere positive behov).
Derfor er blandt andre kulturministerens naive og meget negative holdning til AI ikke realistisk.
Vi bør omfavne den nyeste teknologi for også at kunne styre udviklingen.
Peter Bøgelund, Nykøbing Sjælland
Benzinbaronen
Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, er besat af tanken om at gøre benzin billigere.
Bevares, det ville lette økonomien i mange hjem. Men selvom Morten Messerschmidt mentalt lever i »Matador«s tidslinje, lever vi andre i 2026, og om vi vil det eller ej, står vi midt i klimakrisen. Det vil være et gigantisk selvmål at gøre benzindrevet transport mere attraktivt igen.
Jonas Schmidt, Brobyværk
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk
Lyt til Berlingskes nye debatpodcast »God Bless America« med Birgitte Borup:
Hvordan kom vi dertil, at USA endte med at true Grønland med militær magt, og at Europa ikke længere tør stole på sin vigtigste allierede? Det forsøger Rasmus Sinding Søndergaard at give svar på i sin nye bog »Alliancens kollaps« . Både personligt og fagligt har han på tætteste hold oplevet, hvordan USA og Europa er gledet fra hinanden. Gæst: Rasmus Sinding Søndergaard, seniorforsker, DIIS Vært: Birgitte Borup
Del:
