Et angreb på min ringhed

»I modsætning til Ole Hyltoft gik jeg 1952-53 i klasse (1. G.) på Gl. Hellerup Gymnasium sammen med Henrik Stangerup, hvis sidekammerat jeg endda var. Adskillige gange besøgte jeg også som Henriks kammerat det herskabelige hjem i Sorgenfri,« skriver Flemming Jerk. Her er det Henrik Stangerup. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jette Ladegaard
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Min imødegåelse (19/5) af Ole Hyltofts søndagskronik (17/5) om familien Stangerup - »en familie i storhed og fald«, har foranlediget såvel Ole Hyltoft (20/5) som den hyppigt læserbrevsskrivende civilingeniør Christian Aage (21/5) til et angreb på min ringhed.

Jeg beklager imidlertid at måtte meddele begge d’herrer, at deres angreb og mistænkeliggørelse ganske preller af på mig, da jeg i modsætning til dem er et kronvidne, der som klassekammerat og sidekammerat til omhandlede Henrik Stangerup kan forsikre om, at Henning Elbirk aldrig nogen sinde - som Ole Hyltoft så smagfuldt formulerede det - har begået »den svinestreg ... i Henriks gymnasieklasse« at identificere Scherfig-romanens latterlige Harald Horn med Henriks fader.

Over for d’herrer hævder jeg derfor uantastet min autoritet, da ingen af dem har været til stede i Henning Elbirks famøse dansktimer på Gl. Hellerup. Ole Hyltoft, der vist gik en klasse over os, stoler ikke desto mindre mere på, »hvad Henrik Stangerup har fortalt mig end på Jerks hukommelse« og Christian Aage er i stand til at udbygge myten om Elbirks »svinestreg« med den kostelige iagttagelse, at Henriks klassekammerater ligefrem »slår sig på lårene af grin«, hvilket dog ikke skulle have hindret mig i »helt enkelt at have glemt den pågældende dansktime«. Jeg kan forsikre Aage om, at så morsomme var vore dansktimer trods alt ikke, at et sådant optrin ville være blevet glemt. Jeg erindrer derimod, at Elbirk ved mere end én lejlighed greb Stangerup i at aflevere en dansk stil, der viste sig at være skrevet af efter en af faderens (eller andres) artikler.

Jeg skal undlade at trætte læserne med en nøjere tekstkritisk gennemgang af Henrik Stangerups af Billeskov Jansen så udmærket karakteriserede »uforbeholdne bekendelseslitteratur ... i konvulsivisk stil«, men jeg kan forsikre om, at der vil være nok at tage fat på i henseende til at verificere virkeligheden bag de selvmedlidende og selvpromoverende episoder, arrangeret for ikke at sige opdigtet af en behændigt skrivende »lidt sjuftet chancerytter« - for nu at anvende Ole Hyltofts egen formulering.