Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Erhvervskvinde om seksuelle tilnærmelser: Det er for let at trække kønskortet og hoppe i offerrollen

Flere kvinder på topposter må lægge øre til grænseoverskridende kommentarer om udseende og fremtoning. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

Jeg savner nogle seje og seriøse modtræk til den karriere- og kønsrolledebat, der ruller lige nu i Berlingske med karrierekvinder, som føler sig krænket på erhvervsscenen. Kvinder, der har oplevet grænseoverskridende episoder, hvor en mand har fortalt dem, at de har en god røv i deres stramme læderbukser. Åh, hvor synd.

Hvor er de kvinder, der lige rejser sig op fra gulvet og slår fast, at det jo ikke de facto behøver at være et problem at være kvinde i en »mandsdomineret« forretningssammenhæng?

Lad mig placere røven i klaskehøjde. Jeg synes, det er usædvanligt tosset at starte 2020 med at smide debatten tilbage til stenalderen. Uanset hvad, vil der altid være forskel på mænd og kvinder. Og på kvinder og kvinder. Og mænd og mænd for den sags skyld.

Har jeg den her holdning, fordi jeg selv har kørt frisag? Nej. Oplever jeg selv at mænd tror, at et forretningsmøde skal ende i en seng? Ja. Får jeg henvendelser på LinkedIn, som burde høre til på Tinder? Ja. Og får jeg tilsendt uopfordrede billeder af tissemænd? Ja.

Er det okay? Overhovedet ikke. Men går det mig på? På ingen måde.

Lad mig slå fast én gang for alle, at det ikke kun er kvinder, der udsættes for den slags. Jeg kender flere mænd, som oplever det samme, men jeg kender ingen, der lader sig gå på af det. Er jeg så en særligt stærk eller hård kvinde, og er det derfor, at grænseoverskridende adfærd preller af på mig? Det tvivler jeg på. Jeg vælger bare at koncentrere mig om min egen spillebane. Der vil altid være typer med underudviklet social intelligens, som tror, at høje hæle eller et smil er lig med invitation til en tur i kanen.

Det er bare for let og for unuanceret at trække kønskortet og hoppe i offerrollen. Hvis du møder et forældet syn på kvinder, har du et ansvar for at konfrontere det på stedet. Mand som kvinde. Også selvom det er svært. Det her er ikke en opfordring til girl power. Det er en opfordring til generel power. Og at møde tilnærmelser som et voksent menneske – for ellers kan vi begynde hvert år med samme debat. Mette Hejl, CEO og partner i brandbureauet Pravda

Turistbus til udflyttede pendlere

Forsyningstilsynet har sat en busrute i verden til at transportere 20 af tilsynets medarbejdere på arbejde efter, at tilsynet er blevet flyttet fra København til Frederiksværk, dels fordi man gerne vil fastholde dygtige medarbejdere, dels fordi den offentlige transport mellem Frederiksværk og København ikke er så god, som man kunne ønske sig.

Ifører man sig et kort øjeblik venstrefløjens evindelige ligheds- og misundelsesbriller, må det vel antages, at de pågældende medarbejdere beskattes af værdien af den skatteyderbetalte bustransport, og at de heller ikke kan udnytte det skattemæssige transportfradrag.

Og hvad med tilsynets øvrige medarbejdere? Får de en godtgørelse, fordi de nu har kollegaer, der har fået et nyt frynsegode? Nå nej, nok ikke. Det er jo en statslig institution og offentligt ansatte. Steen Ostermann Rytlig, Allerød

Hvad er Katherine Diez' formål?

9. januar skrev Klaus B. Møllers et læserbrev, hvor han kommenterer Katherine Diez' kommentar 6. januar i AOK i forbindelse med nytåret. Jeg tilslutter mig Klaus B. Møllers kommentar: Er det virkelig på det niveau, Berlingske vil føre kulturdebat i 2020? Det undrer mig også, at Berlingske har en debattør, der kalder sig kulturkritiker, men som bruger indlæg og artikler på at svine alt og alle til, som Katherine Diez møder på sin vej, og samtidig selv påtager sig offerrollen.

Når jeg læste indlæggene i 2019, undrede det mig altid, hvad Katherine Diez' ærinde var, og jeg undrer mig stadig i det nye år. Der er andre kulturjournalister, der også skriver i AOK om personlige oplevelser, men det er altid med et gran af humor og kritisk blik på samfundet på en begavet måde, som kræver eftertænksomhed af læseren, og man føler sig beriget. Hanne Grube Lund, Vedbæk

Tænk, hvis nu...

Der er ledere i erhvervslivet, som tjener mange millioner om året. Inden for det offentlige betaler man ikke tocifrede millionbeløb til nogen, og derfor er der selvfølgelig ingen af de ansatte, som er så dygtige, at de kan gå et andet sted hen og få sådanne beløb i løn.

Men tænk, hvis staten havde ansat ti virkeligt dygtige finansfolk, der f.eks. hver skulle have 20 millioner om året, til at lede Skat, og det så havde medført, at det kære væsen ikke var blevet snydt for 12 milliarder kroner af smarte udlændinge, og havde været i stand til at inddrive de 140 milliarder som folk skylder. Erling Mellerup, Charlottenlund