Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Du kan indsende forslag til debatindlæg på debat@berlingske.dk.

Er Klaus Riskær Pedersen fremtiden – eller skal vi lave valgloven om?

Med valget af »Klaus Riskær Pedersen« som partinavn vil det for vælgerne se ud som om, Klaus Riskær Pedersen personligt opstiller i samtlige valgkredse i Danmark. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Meget tyder på at erhvervsmanden og tidligere straffede Klaus Riskær Pedersen er at finde på stemmesedlerne, når danskerne skal til valg i løbet af foråret.

Det er interessant, fordi det er første gang i danmarkshistorien, at et parti opkaldt efter partiets stifter optræder på stemmesedlen. Men det er også et demokratisk problem. Med valget af »Klaus Riskær Pedersen« som partinavn vil det nemlig for vælgerne se ud som om, Klaus Riskær Pedersen personligt opstiller i samtlige valgkredse i Danmark. Hans navn vil nemlig – modsat de øvrige partilederes – stå anført på stemmesedlen alle steder, fordi det er partiets navn.

Det er velkendt, at tilstedeværelsen af en partileder – og andre meget kendte politikere – på stemmesedlen øger vælgernes tilbøjelighed til at stemme på det pågældende parti. Dermed er det lidt af en genistreg, Klaus Riskær Pedersen har begået. Men spørgsmålet er, om den danske valglov ikke bør ændres, så man fremover ikke kan opkalde et parti efter en levende person, og dermed optisk omgå det danske valgkredssystem ved at give vælgerne indtryk af, at en folketingskandidat kan opstille i alle kredse i hele landet?

Nu hvor underskrifter kan indsamles digitalt – i stedet for som tilfældet var for få år siden alene fysisk – kan enkeltmandspartier uden nogen medlemsbase hurtigt opnå opstilling. I dag havde Jacob Haugaard formentlig kunnet samle underskrifter nok til at kunne opstille i hele landet og med ni af sine bedste venner på stemmesedlen – én i hver storkreds – måske have vundet indtil flere mandater i hele landet. Kenneth Kristensen Berth, MF (DF), EU-ordfører

Går pensionskabalen op?

På Christiansborg, i fagforbundene og i samtlige medier fylder pensionsdebatten meget: Hvem skal arbejde længere, og hvem kan gå tidligt? Men hvad sker der monstro, hvis bedsteforældrene skal blive på arbejdsmarkedet til langt op i 70erne og ikke kan give en hjælpende hånd med syge børnebørn i de hårdtarbejdende småbørnsfamilier? Det vil da uvægerligt give mere fravær og mindre effektivitet blandt de yngre generationer på arbejdsmarkedet.

Måske vil vi en dag med vemod tænke tilbage på dengang, da bedsteforældrene kunne tage børnebørnene nogle uger i den lange skolesommerferie, de umage fridage i vuggestue og børnehave eller en af talrige barn-sygedage – og kunne gøre det, før de selv var trætte og pasningskrævende efter et meget langt arbejdsliv! Så pensionskabalen er nok ikke sådan lige at få til at gå op… Josephine Schnohr, København Ø

Den besværlige overgang

Endnu en gang blusser diskussionen om den besværlige periode mellem konfirmationsalder og pensionsalder op. En periode, som de fleste gerne ser forkortet – med eller uden henvisning til nedslidning og ulyst. Tænk, hvis vores håndboldverdensmestre tilsvarende flokkedes som bænkevarmere med henvisning til vabler og sved på panden.

Diskussionen starter et helt forkert sted. Den burde udløses af, at alt for mange ser deres metier som en fodlænke, de helst var fri for. Jord- og betonarbejderen finder ingen mening i at skovle jord og beton og var helst foruden samtidig med, at han finder mening i, med krum ryg ihærdigt at slå sin egen græsplæne eller kløve sit eget brænde.

Det er her, slaget burde stå. Hvordan bærer vi os ad med at skabe et andet positivt og ærligt billede af arbejdslivet? Et billede, som unge mennesker, der er så uheldige at have forældre, der ikke for deres børn kan demonstrere lyst og engagement i arbejdslivet, kan bruge som pejlemærke i deres egne valg. Niels Albertsen, Ebeltoft

Socialdemokratiet rammer privatpensioner

Det er hensigten, at Socialdemokratiets forslag om tidligere pension til nedslidte danskere skal finansieres af en højere skat på aktieindkomster og et samfundsbidrag fra den finansielle sektor. Forslaget skal således finansieres af bl.a. ATP, pensionskasserne og pensionsopsparingen i bankerne, herunder såvel den skattebegunstigede som den beskattede opsparing. Forslaget rammer således i særlig høj grad almindelige pensionister, hvilket er helt urimeligt, da disse i forvejen er og har været pålagt en række byrder i form af højere skatter og manglende reguleringer af pensionen. Forslaget bekræfter således kun den gamle satiretegning af Storm P om socialdemokratisk socialpolitik: Man klipper halen af hunden og fodrer hunden med sin egen hale.

I stedet for at ramme almindelige pensionister skulle man hellere gribe ind over for de meget gunstige tjenestemandspensioner til de højtlønnede inden for det offentlige, som helt friholdes af Socialdemokratiets forslag til finansiering. Herved ville man samtidig fjerne en af de største uligheder i samfundet – i alle tilfælde mellem pensionisterne. Niels Worm, Østerbro