Er I da fuldstændig tonedøve i DSB?

Forleden tænkte vi en del på DSB to gange.
Den ene gang var, da vi forgæves ventede et par timer på at modtage en gæst, der skulle fra Vejle til Holte. Hun havde bestil pladsbillet i god tid, men den bestilte togvogn var ikke ved den planlagte afgang fra Vejle.
Alle blev dog fyldt på et godt pakket tog og drog afsted næsten til tiden. Dog kun for at stoppe efter en halv time midt i sommerlandskabet uden nogen forklaring fra DSB.
Så fortsatte turen til nærmeste station, hvor alle blev læsset ind i busser og transporteret videre over Fyn, hvor næste tog ventede. Derefter en lille tur igen med tog, afløst af bus og en finale til Holte i tog, hvor hun ankom med to timers forsinkelse.
Den anden gang, hvor vi tænkte på DSB, var da vi åbnede vores mail og så, at der var en hilsen fra DSB. Der stod blandt andet følgende:
»Hej Poul. Leder du efter inspiration til sommerens udflugter?
Som DSB Plus-medlem får du rabatter på oplevelser over hele landet – fra forlystelser og bådture til kunst, kultur og glamping.
Tag toget, og find din næste oplevelse tæt på en station«
Den meddelelse blev så fulgt op med en lang gennemgang af rabatordninger til arrangementer, museer, campingpladser, forlystelsesparker m.m. over hele landet. Så vi må forstå, at DSB er ikke bare noget med at køre i futtog. Det er noget meget større.
Eller måske er det en slags bekendelse fra DSB i retning af: »Vi synes, det er kedeligt at køre med tog. Det giver os ikke nok udfordringer, så vi udvider forretningen og lukrerer på nogle af de aktiviteter andre er lykkedes med«?
Og det er nu jeg tillader med at spørge DSB: Er I totalt tonedøve over for jeres kunder?
Vi henvender os jo til DSB for at blive transporteret rettidigt fra A til B. Det er den absolut eneste grund til, at vi henvender os til jer. Den ydelse får I jeres betaling for, og den løser I på ingen måde tilfredsstillende!
Vi behøver ikke jeres hjælp til at finde forlystelser mv. Det klarer vi selv. Så derfor: Stop alle aktiviteter, der ikke har noget at gøre med at få togene til atter at køre til tiden, hvis I vil undgå at vi, jeres kunder, finder bedre alternativer, eller at vores politikere endelig får taget sig sammen og får erstattet det nuværende DSB med medarbejdere, der interesserer sig for at levere en ordentlig ydelse til deres kunder!
Poul Kjær, Vedbæk
Ulveliv i Jylland
Når du møder en ulv på din vej, så træk den i halen og hils Naturstyrelsen og Danmarks Naturfredningsforening fra os.
Nu har hele Jylland glæde og fornøjelse af dette herlige dyr, der elsker vores husdyr, ledsager vores børn fra skole, følger med familier og hundeluftere, gerne ses i haver, som også råvildtet besøger. Så spændende og autentisk…
Selv mountainbikere og orienteringsløbere, samt Rødhætte og bedstemor vil nyde godt af disse rovdyrs selskab og interesse for ikke at tale om børn, som rider en tur i skoven på deres pony eller leger ved deres hjem og på legepladsen.
Og overraskende, udfordrende for tyske og andre turister, hvis feriedrømme næppe har inkluderet nærkontakt med rovdyr.
Må den sunde fornuft og modne politikere med jordforbindelse meget hurtigt beslutte og erkende, at alle ulve i det danske kulturlandskab er problemulve.
Det kan kun gå for langsomt med at sende ulvene afsted og retur til de evige jagtmarker, inden yderligere ulykkelige hændelser forekommer.
Og lad os få totalfredning af den jyske befolkning og deres husdyr.
Ella Raecke, Korsør
B-mennesket og evolutionens mysterium
I Berlingske 17. juli og igen 20. juli slår forsker og konsulent Camilla Kring et slag for B-mennesker. Hun forklarer, at vores døgnrytme er genetisk bestemt og ikke står til at ændre, hvorfor samfundet i hendes øjne diskriminerer dem, der bedst trives med at sove sent.
Den mest ekstreme kronotype er, ifølge Kring, endda biologisk skabt til at sove fra klokken 04 til 12.
Det rejser imidlertid et interessant spørgsmål: Hvis vores indre biologiske ur er støbt i generne, må det nødvendigvis være formet af millioner af års evolution. Men indtil for blot cirka 150 år siden – før det elektriske lys blev hvermandseje – satte mørket en ganske kontant og naturlig grænse for menneskelig aktivitet. Kun en forsvindende lille elite havde adgang til kunstig belysning i et omfang, der gjorde det muligt at opretholde et »dagligliv« om natten.
Hvordan i alverden skulle evolutionen have frembragt og fremelsket et menneske, der fra naturens side er skabt til at sove dybt, mens solen skinner, og være sprudlende vågen i det bælgmørke, hvor vores forfædre reelt intet kunne foretage sig?
Hvis B-mennesket virkelig er en medfødt, biologisk præmis og ikke et produkt af moderne skærmlys, stikkontakter og sene vaner, står vi over for et veritabelt evolutionært mysterium.
Per Tidemand, Hørsholm
Rettidig omhu
Det er, hvad der savnes, når vi hører om at store krydstogtskibe forurener luften i Rønne med tung bunkerolie, i mangel på landstrømanlæg.
Tendensen til at bygge større krydstogtskibe er næppe ny, men har stået på i mange årtier.
Besøg af de store krydstogtskibe til Bornholm er næppe heller nogen overraskelse, eller burde ikke være det.
Strømkabler til Bornholm fra Sverige har nået sin maksimumkapacitet og skal retableres – ej heller nogen nyhed.
Alligevel skal vi høre på forklaringer om, at det kommer bag på myndighederne, at behovet nu er blevet så stort, som det øjensynligt er.
Nogen har sovet i timen.
Erik Tang, Klampenborg
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk


