Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Er der nogen hjemme, politidirektør?

På langelinie Allé er der åbnet er der åbnet en ny bar, som forstyrrer roen i området og spreder skræk overalt, skriver Jens Lillelund, der er utilfreds med politiets juristers arbejdsgang. Fold sammen
Læs mere
Foto: Benoit Tessier / Reuters / Ritzau Scanpix

På Langelinie Allé er der åbnet en ny bar, som spreder skræk overalt. Lejeren af baren er truende over for beboerne, et stort pissoir er det blevet til omkring baren, asfaltræs op og ned ad Alleen i en uendelighed, spiritussen flyder i stride strømme hver fredag og lørdag til langt ud på de små timer, vandpibelugt overalt  (er der betalt moms?), ja, bare for at nævne nogle af problemerne. Vi kan ikke tale nogen til fornuft, hverken udlejer eller lejer.

Politiet er til stadighed herude for at rydde bulen.

Man har af politiet fået en midlertidig spiritusbevilling, som varer tre måneder. En sådan midlertidig bevilling skal endeligt godkendes i Borgerrepræsentationens Bevillingsnævn, som mødes en gang om måneden. Nævnet er sammensat af politikere fra Københavns Rådhus, folk fra Lokaludvalget samt fra politiet.

Fra politiet er det de samme mennesker, der sidder i Nævnet, som har udstedt de midlertidige bevillinger. Altså de samme jurister fra politiet, der har givet de midlertidige bevillinger. Inhabilitet, ikke sandt?

Vi fra Ejerforeningen Langelinie har rejst dette problem over for politidirektør Anne Tønnes. Hun svarer bare ikke selv – jeg ved ikke, om hun føler sig højt hævet over folket eller hvorfor hun ikke vil svare. Hun er pist “verschwunden”.

Hvem svarer så i stedet for? Jah, gæt engang? Politiets juridiske afdeling, som altså selv svarer på klagen om inhabilitet i egne rækker.

Alt tale om urent trav i forbindelse med disse midlertidige bevillinger tør jeg ikke skrive noget om, selvfølgelig. Men at juristerne hos politiet svarer på klager/anker over sig selv, er grotesk.

Kom nu på banen, politidirektør.

Jens Lillelund, næstformand, Grundejerforeningen Langelinie