»Det kan virkelig få mig op i det røde felt,« lød det fra udenrigsminister Jeppe Kofod i et indlæg i Berlingske tidligere i august. Det skete, efter at en EU-støttet rapport fra SETA anklagede Danmark for at være islamofobisk og fremmedhadsk. Da jeg er opvokset som dansk statsborger med islam som religion, føler jeg, at det er yderst nødvendigt, at jeg knytter et par ord til både racedebatten, indlægget og ministeren.
Jeg tænker, at hvis der er nogen, som skal vurdere eller udtale sig om islamofobi, er det selve den muslimske minoritet i Danmark - altså en erfaringskilde.
Lad mig første starte med at understrege, at jeg elsker mit land, Danmark. Det vil jeg altid gøre - i Danmark er jeg født og hører hjemme. Dog må jeg desværre sige, at det ikke er alle, der mener, at jeg »hører hjemme« i Danmark, og udtalelserne fra deres side kan være hurtigt blive diskriminerende eller direkte racistiske. Racisme har i den grad bivirkninger og kan i værste fald føre til psykiske problemer, hvis det ikke stoppes i tide.
Herhjemme anses racisme som værende en del af ytringsfriheden blandt visse mennesker. Det er jo ikke fordi, at Danmark ligefrem er ellevilde med de muslimske minoriteter. Her tænker jeg på særdeles ekstreme partier og for den sags skyld politikere, som fx. Pernille Vermund fra Nye Borgerlige, racismedømte Rasmus Paludan og en række andre.
Man kan i en artikel fra dr.dk sidste år læse om en række politikere, som er dømt efter racismeparagraffen op til flere gange endda. Og med de nye love, grimme og dybt hånende samt nedladende udtalelser rettet mod muslimer, går det i hvert fald ikke i den rigtige retning. Det vil jeg ikke finde mig i!
Så er der islamofobi i Danmark eller ej? Ja, det vil jeg bestemt mene. Sandheden vil altid være hård. Politikere har altid haft en tendens til at afvise ting, som ikke faldt i god jord hos dem. De benægter og benægter. Se, det kan virkelig få mig op i det røde felt. Muhmen Parvaze, København N
