Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Er 20erne virkelig begyndt?

Er vi i 10erne eller 20erne? Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

På fødselsdagskortet til mit barnebarn Julie skrev jeg »tillykke med, at du nu går ind i dit 14. år«, da hun fyldte 13. Det affødte en hed diskussion blandt familiemedlemmerne, hvilket endte i spørgsmålene: Hvornår begynder egentlig et nyt år og dermed også et nyt årti, et nyt århundrede og et nyt årtusind?

Dansk Sprognævn har defineret det sproglige udtryk det 21. århundrede eller 2000-tallet som hundredårsperioden 2000-2099, begge inklusive. Det samme kunne man høre i både dronning Margrethes og forbundskansler Angela Merkels nytårstaler, da de flere gange omtalte det nye årti, som vi går ind i. Så 2020erne eller 20erne er altså nu begyndt! Sprognævnets afgørelser er kun vejledende, men i dette tilfælde medfører det, at vores første dekade eller ti-år kun varerede ni år.

Hvis man betragter problemet logisk eller matematisk, fremkommer der da også en anden konklusion.

Det år, som mit barnebarn levede fra sin fødsel, kaldes det første år, og Julie fyldte altså først 1 år, da det første år var gået. På tilsvarende vis kaldes det første år i kalenderen for år 1, og året slutter ikke før hele året er forløbet.

Det var munken Dionysius Exiguus, der i Rom af pave Johannes 1. blev sat til at udarbejde en ny tidsregning. Dette arbejde var tilendebragt syv år senere i år 532. Dionysius nummererede årene med udgangspunkt i Kristi fødsel således, at han satte Kristi fødeår til det 754. år efter Roms grundlæggelse. Det blev år 1 i den gregorianske kalender. Der er altså her tale om en sproglig definition, ligesom hos Dansk Sprognævn. Første tiår efter den gregorianske kalender begyndte dermed den 01.01.01 og endte den 31.12.10, og andet tiår forløb således fra 01.01.11 til 31.12.20. Parallelt hermed kan det konkluderes, at det tiår, som vi befinder os i for øjeblikket, begyndte den 01.01.2011 og først slutter 31.12.2020.

Problemet med at hele den kristne verden kun levner ni år til det første ti-år efter vores tidsregnings begyndelse kunne løses ved, at man indfører et år nul, ligesom efter den astronomiske tidsregning, hvor år 0 svarer til den gregorianske kalenders år 1 f.Kr.

At Dionysius begik denne fejl må virkelig forundre, idet han selv omkring år 525 brugte tallet nul som tidsangivelse til at beskrive forskellen mellem månekalenderen og solkalenderen, der kunne variere mellem 0 og 29 dage. Ole Hemmingsen, Nykøbing Falster