Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Enhedslistens æggeskaller og den manglende omelet

Enhedslisten er grundlæggende, og til forskel fra f.eks. SF, stadig på mange områder et revolutionært marxistisk-leninistisk parti, skriver Kåre Lauring. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged

Enhedslistens æggeskaller

I de sidste par dage har Berlingske undret sig over, at Enhedslisten kræver et opgør med den succesrige økonomiske politik, som vi har ført her i landet under regeringerne Schlüter, Poul Nyrup, Helle Thorning og Lars Løkke, og som formentlig vil blive videreført af Mette Frederiksen. En politik som har skabt både økonomisk råderum og tusinder af nye arbejdspladser. Forklaringen er dog ligetil:

Enhedslisten er nemlig grundlæggende, og til forskel fra f.eks. SF, stadig på mange områder et revolutionært marxistisk-leninistisk parti. Revolutioner fremmes gennem nød og arbejdsløshed, ikke gennem mennesker, der er tilfredse og i arbejde. En opfattelse, der medfører, at Enhedslisten vel nok er det eneste parti i Folketinget, der ikke viger tilbage for at gennemføre en politik, der på den ene side kan øge velfærden samtidig med, at den også øger risikoen for at landet føres ud i en økonomisk kollaps, som vi p.t. ser det i Venezuela.

Jeg erindrer endnu, da finanskrisen slog igennem. Tusinder mistede deres arbejde, og tusinder flere var nervøse for at miste deres. Men i TV-nyhederne så vi daværende medlem af Folketinget for Enhedslisten, Per Clausen, der med slet skjult begejstring meddelte, at vi nu nærmede os en »revolutionær situation«. For som Lenin, et af Enhedslistens helt store politiske forbilleder, udtalte: »Man er nødt til at slå æg i stykker for at lave en omelet.« Må vi andre på valgdagen så til gengæld erindre os den forhenværende sovjetiske Gulag-fange, der til det udsagn svarede: »Jeg har set bjerge af æggeskaller, men jeg så aldrig nogen omelet.«

Kåre Lauring, Frederiksberg

Spørgsmål til statsministeren

Som fredselskende menneske fordømmer jeg vold og tab af ejendom, sådan som det fandt sted søndag 14. april i København i forbindelse med Rasmus Paludans offentlige afbrænding af koranen. En islamofob som allerede er dømt for racistiske udsagn mod afrikanere.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen har fordømt afbrændingen af Koranen, men samtidig forsvaret ytringsfriheden og forkyndt de demokratiske værdier i Danmark. De fleste politikere foretrak imidlertid blot at fremhæve ytringsfriheden.

Jeg føler mig foranlediget til at stille statsministeren disse få spørgsmål:

1. Er afbrænding af Koranen i offentligheden forenelig med demokrati og ytringsfrihed?

2. Ville en muslims afbrænding af Bibelen i offentligheden være forenelig med demokrati og ytringsfrihed?

3. Hvorfor beskyttede politiet Rasmus Paludan, mens han afbrændte Koranen, i stedet for at arrestere ham under henvisning til § 266 B (racismeparagraffen)?

4. Hvor længe skal det muslimske samfund affinde sig med inhuman behandling og deres religion dæmoniseres i ytringsfrihedens navn?

Bashy Quraishy, København

Seniorskattenedslag og seniorpræmiering

Politikerne ser gerne, at vi seniorer fortsætter på arbejdsmarkedet efter folkepensionsalderen, men præmierer af uransagelige grunde kun de yngste af os.

Hvis man er født i årene 1946-52 kunne man indtil i år under visse betingelser få et kontant skattenedslag på kr. 100.000 (pristalsreguleret). Dette skattenedslag er i 2019 afløst af en årlig seniorpræmiering på kr. 30.000 (pristalsreguleret), men denne gang kun hvis man er født efter 1. januar 1954.

Efter den gamle ordning således kun lamperøg, hvis man var født før 1946, selv om man i øvrigt opfylder alle betingelser. Jeg er født i september 1945 og således fire måneder for gammel, mens min mekaniker, født i november 1945, er to måneder for gammel. Det er så op til os selv at finde ud af, hvordan vi kan få balance i regnskabet. Naturligvis dog kun med lovlige midler - man er vel dansker, og lov er lov,  og lov skal holdes!

Men hvorfor gælder den slags selektive mærkværdigheder ikke for alle seniorer, som venter med pensionering?

Og nu er så en ny ordning på trapperne, men denne gang kun hvis man er født efter 1. januar 1954 – hvad har årgang 1953 gjort forkert, så lige netop årgang 1953 denne gang skal snydes? Og hvorfor får vi seniorer, som er født før 1946, og som stadig er på arbejdsmarkedet, heller ikke denne gang del i festlighederne, vi er dog trods alt blevet på arbejdsmarkedet længere end alle andre?

Skal vi blot tage til efterretning, at Folketingets vise fædre forbeholder sig ret til at skalte og valte med præmiering af nogle seniorer frem for andre helt uden logik? Eller er det bare lige meget med os, som helt af os selv og uden kontant præmiering alligevel fortsat tager en ekstra tørn. Jovist, arbejdet bærer som bekendt lønnen i sig selv - for nogle mere end andre!

Steen Møller, Ebeltoft