Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Enhedslisten skal sige undskyld

Det er på høje tid, at Enhedslisten nu offentligt siger undskyld på vegne af de stiftende partiers støtte til undertrykkende regimer, mener Claus Jeppesen.  Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

Enhedslisten er en drivende kraft for, at der skal siges undskyld for gerninger, der er begået af personer/regeringer, og som typisk er foregået for flere hundrede år siden.

Hvad er relationen til massemorderne Josef Stalin (Sovjetunionen), Mao (Kina) og Pol Pot (Cambodia) samt DDR og de øvrige daværende diktaturer i Østeuropa?

Svaret er ligetil; de er alle dengang blevet støttet mere eller mindre af nævnte partier, der i sin tid stiftede Enhedslisten i 1989. Partierne var Venstresocialisterne (VS), Danmark Kommunistiske Parti (DKP) og Socialistisk Arbejderparti (SAP). Efterfølgende sluttede Kommunistisk Arbejderparti (KAP) i 1991 sig til det nydannede parti.

Listen over undertrykkelse af grundlæggende menneskerettigheder og mord, som er sket helt op til 1989, valgte de stiftende partier at se stort på. I stedet fremhævedes de store socialistiske sejre i alle de undertrykte lande.

Derfor er det på høje tid, at Enhedslisten nu offentligt siger undskyld på vegne af de stiftende partier, og dermed endegyldigt gør op med dette beskæmmende mørke kapitel.

Altså, vi venter utålmodigt.

Claus Jeppesen, Hørsholm

IKK’ sandt?

Institutleder Helle Munkholm Davidsen, Institut for Kunst- og Kulturvidenskab (IKK), forsvarer i Berlingske den forskning, der foregår ved instituttet. Det er prisværdigt, og bredden af forskningen er da også ganske imponerende.

Desværre bliver man ikke specielt klogere, eftersom institutlederen på intet tidspunkt omtaler den videnskabelige kvalitet i forskningen. Indlægget er en lang opremsning af forskningsemner, men hvad betyder det, hvis »forskningen« blot går ud på at verificere »forskerens« egne forudfattede og politisk betingede meninger? Hvad gør institutlederen for at sikre den videnskabelige kvalitet? Hvorledes er det internationale omdømme af den forskning, der bedrives ved IKK?

Jeg er enig i Helle Munkholm Davidsens udtrykte håb om en mindre politiserende tone i debatten, ligesom jeg håber, at hun er enig med mig i, at i den akademiske verden bør kvalitet vægtes højere end kvantitet – IKK’ sandt?

Thomas Ibsen, Søllerød

Rigspolitiet begår grundlovsbrud

Når man dagen efter Grundlovsdag læser Tom Jensens beskrivelse af det afslag, Berlingske har fået på aktindsigt i Rigspolitiets anvendelse af et såkaldt »action card« under minksagen, sidder man tilbage med en fornemmelse af, at der er noget helt galt.

Rigspolitiet, som man må antage råder over nogle af rigets skarpeste jurister, er i al deres visdom nået frem til at afslå en anmodning om aktindsigt, idet der kunne ske det, at pressen ikke kan give et fuldstændigt billede af forløbet, hvilket kunne være skadeligt for en advokatundersøgelse, ligesom retssikkerhedsgarantier ikke er iagttaget.

Det er ikke Rigspolitiets opgave at vurdere, om pressens dækning af en sag kunne vise sig at være mangelfuld, Og det er netop for at undgå dette, at pressen udnytter retten til at få aktindsigt. Pressens virke reguleres af lovgivningen, ikke af hverken Rigspolitiet eller af andre myndigheder.

Rigspolitiets afslag er en klar overtrædelse af grundlovens §77, som lyder:

»Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.«

Jeg håber, at Berlingske udnytter sine klagemuligheder over afslaget.

Vagn Bech, Glostrup

Skam få den …

Interessant at læse John Wagners kronik i avisen 4. juni om Poul Schlüters oneliners og specielt den, som han var mest ked af, nemlig udtalelsen fra Folketingets talerstol 25. april 1989: »Der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet«, som var den del af Justitsministeriets taleudkast.

Fra organet for den højeste oplysning, Politiken – og Information samt LO-avisen Aktuelt og formiddagsaviserne – blev det formentlig udlagt, som om der var fejet noget ind under gulvtæppet, men teksten, som lyder:

»Der er ingen tvivl om, hvor ansvaret placeres. Det placeres hos justitsministeren og regeringen. Den foreliggende sag er belyst tilstrækkeligt, og ansvaret er regeringens og Justitsministeriets. Der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet«, kan vel ikke tydes anderledes end, at man tager ansvar for den foreliggende sag, som pga. en dumstædig justitsminister forårsagede regeringens fald.

Erik Pedersen, Espergærde