Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Enhedslisten er en politisk gøgeunge

Enhedslistens fremgang ved kommunalvalget kan sammenlignes med en gøgeunges brutale fremfærd i en anden fugls rede, mener Lennart Jønsson. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

KV21 er nu overstået, nogle steder med overraskende resultater, men overordnet med et udfald, som mange havde forventet. Et par gennemgående træk ved valgresultatet gør sig således gældende: Socialdemokratiet er gået betydeligt tilbage især i de fire største byer, men har dette til trods bevaret borgmesterposten. Man kan i den forbindelse så spørge til hvilken pris – især i København, men også i de andre af landets største byer.

Og her bør et andet gennemgående træk ved valgresultatet fremhæves, nemlig Enhedslistens fremgang; en fremgang, som kan sammenlignes med en gøgeunges brutale fremfærd i en anden fugls rede. Lur mig, om vi ikke om nogle få år kan konstatere en forværring af de pågældende kommuners økonomi, i takt med at gøgeungen »tager for sig af værtens retter«, og at vi om et par år under stor hylen vil opleve nye krav om yderligere omfordeling og udligning af økonomien mellem kommunerne, vel at mærke til fordel for de kommuner, hvor gøgeungen har hærget. Eller med andre ord; det må forventes at blive endnu dyrere at være dansker i de kommuner, som allerede i dag bidrager til den mellemkommunale udligning.

Lennart Jønsson, Hellerup

Kloden på længere sigt

Menneskeheden og kloden har fælles interesser på lang sigt – men ikke på kort. Det meste af det, vi til COP26 har beskæftiget os med, er kortsigtede løsninger, der maks. rækker frem til det næste århundrede, og set i relation til vor klodes hidtidige liv er det symbolsk. Det fortsatte ønske om vækst og velfærd for alle mennesker er en langsigtet umulighed. Vor klode bliver ikke større, og vores mål når vi kun ved at fortrænge alle andre levende jordiske væsner og inddrage naturområder til produktion og boliger.

Det har givet den aktuelle klimakrise, som vi allerede nu mærker. Senere vil vi måske få problemer med de uddøde arter, der kunne være en forudsætning for andre balancer i naturens kredsløb. Fortsat vækst er også kortsigtet. Befolkningstilvæksten globalt tilsvarende og uden prioritet i FNs verdensmål. Men interventioner her vil gøre ondt på os, der lige nu befolker kloden og selv udånder CO2 og i stedet taler om køernes bøvsen og prutten.

De unges engagement er fornemt. men i stedet for at flyve til Skotland og demonstrere kunne de love sig selv maks. at få to børn og leve mere beskedent. Og som gamle måske dø lidt tidligere, mens der fortsat er kvalitet ved livet, når der måske ikke er så mange varme hænder til at passe os.

Jeg tror, at der er enighed om, at vi ikke kun føler ansvar for de nulevende mennesker på kort sigt, men må rette blikket frem langsigtet. Og det er mere end 100 år. Vi synes nået til en situation, hvor vi selv, som noget nyt, har afgørende indflydelse på vor klodes funktion. Krige, epidemier og hungersnød klarer det ikke længere for os. Heldigvis, må vi trods alt sige.

Christian Crüger, Nuuk

Sort energi på en rød baggrund

For et år siden sluttede den 44 dage korte, blodige krig i Nagorno-Kharabakh. Armenien led store tab såvel menneskeligt som politisk, og siden har det ikke skortet på åbenlyse provokationer fra den aserbajdsjanske præsident, Ilham Aliyev – som siden har tiltusket sig navnet »minisultanen« efter hans åbenlyse idolisering af Erdogan. Det startede med trofæparken i Baku, hvor karikerede armenske mannequinsoldater blev »tortureret«, og hvor ejendele fra afdøde soldater hang til skue for børnefamilier. Siden har han gang på gang tilråbt sig territorier tilhørende det nuværende Armenien og truet med ved militærmagt at åbne en korridor igennem Armeniens sydlige Syunik-region, således at de to aserbajdsjanske områder kan forenes, og en olie-gas-linje kan føres videre til Europa igennem Tyrkiet. Forleden kom det første store fremstød, hvor aserbajdsjanske styrker med hjælp fra droner og tungt artilleri pløjede sig flere kilometer ind i Armeniens sydøstlige grænse. Resultatet fulgte hurtigt efter: videoer og billeder af døde armeniere og tilfangetagne, bagbundne armenske soldater. Minisultanen ønsker ikke fred. Krigen har kun ansporet Aliyev til yderligere eskalation, og han ved nu, at CSTO-fællesskabet – Armeniens eneste alliance – og de vestlige demokratier tavst kigger væk, når der er udsigt til billig olie og gas fra den aserbajdsjanske SOCAR. Ja, vinteren skulle blive rigtig kold her i Norden. Priserne skulle nødigt blive for høje.

Laura Sarkisian Jangaard, Otterup