Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Engelske politikere leger med deres nations og Europas fremtid

Foto: TOLGA AKMEN

Efter at have været vidne til forholdene i det engelske parlament og været i tvivl om man befandt sig et galehus, med et dog stærkt underholdende element, oplever man nu en situation, hvor politik viser sig fra sin værste side. Hvordan kan en håndfuld konservative politikere pludselig stemme for Theresa Mays Brexitaftale, som de tidligere kategorisk har afvist, blot fordi hun lover at trække sig som premierminister?

De engelske politikere leger med deres nations og for den sags skyld Europas fremtid ud fra alle mulige nationale partitaktiske hensyn. Hvordan kan de ignorere, at den første folkeafstemning var baseret på løgn og bedrag, når den nuværende holdning ifølge opinionsundersøgelserne viser overvældende flertal for remain? Hvordan kan man som politiker knytte sig til en løgn, fordi det passer en bedst, når det er tydeligt, at befolkningen mener noget andet, nu da de har et oplyst grundlag? Allan Troels-Smith, Fredensborg

Gør som Churchill

Det, briterne midt i deres sædvanlige, lidt specielle måde at udøve demokratiet på, har glemt, er deres sædvanlige kriseløsning, nemlig at danne en krisesamlingsregering, hvor ansvaret fordeles på politikere, der i andre henseender har divergerende meninger.

Tænk på, hvordan Churchill gjorde det i maj 1940. Han samlede politiske modstandere, traf modige beslutninger og reddede heltemodigt UK og resten af Europa fra truslen om at skulle leve under et nazistisk rædselsregime. Læs David Owens bog »Cabinet’s finest hour«. De ved jo godt, hvordan man handler, når der er krise. Come on, do it again. Det, der sker lige nu, er pinligt og kommer til at gøre ondt på både dem og os. Søren Vesterhauge, København K

Vores vigtigste allierede

Jeg er fra 1946 og jeg har endnu ikke fået tillid til Tyskland. Slet ikke det Tyskland som typer som A. Merkel og E. Richter repræsenterer. I nyere tid har ingen nulevende person skadet EU(ropa) så meget som den tyske kansler fra det gamle Østtyskland, hvor hun burde have blevet i anonymitet. England er nu som før vor vigtigste europæiske allierede og en langt bedre og mere stabil ven end Tyskland. Niels B. Larsen, Svenstrup

Niels Jespersens højreorienterede nonsens

Niels Jespersen mener i Berlingske 26/3, at hyklere er dem, som siger ét, men gør noget andet, derfor er præsidenten for USA, Donald Trump, ikke hykler. Men Trump har næppe brug for at blive forsvaret af en ukendt dansker i et medie, der har problemer med at afsætte sin egen avis, fordi den bringer højreorienteret nonsens som dette.

Trump er über-hykler og leder af den lukkede vestlige verden. Mens den danske regering springer badut, findes der ingen eksempler på, at Trump har gjort noget »for the greater good«. Engang hørte jeg forretningsudsagnet »en hurtig beslutning er en god beslutning« og tilføjede »da kun, hvis den er rigtig«. Og det er rigtigheden eller ordentligheden som Trump anfægter, desværre.

Gode borgere vil grundlæggende gerne have ordentlighed dvs. pålidelige samfundsmæssige rammer at agere inden for, f.eks. et pålideligt aktiemarked og renteniveau, men det betyder ikke, at folk vil forføres af en hær af uærlige politikere og embedsfolk, blot at Trump-generationens amoralske færden flytter samfundsgrænser, så det ryster selv aktiemarkederne – og det burde enhver borgerlig kunne forstå er noget skidt. Mikkel Skipper, Ballerup

Demokratiet og russiske trolde

Det er en frygtelig historie! Når et valg i Vesten ikke går som eliten ønsker, så er det på grund af præsident Putin eller hans russiske troldes indblanding i valghandlingen. Det er ganske vist! Denne frygtindgydende mægtige mand har fået skyld for indblanding i valgkampe i blandt andet Storbritannien (Brexit), rigsdagsvalg i Sverige og præsidentvalg i Frankrig og USA. Hver gang jubler militærindustrien - for det betyder oprustning, fare for krig og nye profitter at have en så skrækindjagende fjende.

Men nu viser Mueller-undersøgelsen, at den formodede sammensværgelse mellem Trump-kampagnen og Rusland for at skade Hilary Clinton ved præsidentvalget 2016 var et stort svindelnummer.

Så kære læser. Vær på vagt og brug din sunde fornuft hver gang en politiker fra regering eller folketing, et toneangivende medie, Forsvarets Efterretningstjeneste, Politiets Efterretningstjeneste, diverse analytikere fra universiteter og Forsvarsakademiet trækker russiske trolde op af hatten. Husk det ved de kommende valg til Folketinget og Europa-Parlamentet – ellers bliver du snydt. Frank Johannesen, Valby