Energiøer for vindmøller er utopisk

I sin kronik 18. februar peger landskabsarkitekt Rikke Juul Gram på det væsentlige problem, at spredte vindmøller i tusindvis langsomt er ved at ødelægge vort landskab og kystområder. Men når det kommer til løsningsforslag, bevæger hun sig ud på et område, hvor hun ikke kan bunde.

Gram foreslår, at al energiproduktion skal samles i energiøer ude på havet, helt derude hvor boreplatformene står, dvs. på 40-50 m vanddybde. Energiøerne skal producere strøm ved hjælp af kæmpestore vindmøller og bølgekraftanlæg. Allerede her er der store problemer ved Grams forslag. Vindmøller skal stå spredt for ikke at skygge for hinanden. Jo større de er, jo mere spredt. Derfor bliver disse energiøer meget store og kostbare, hvortil kommer en væsentlig udgift til de 200 km strømkabler ind til land.

Vindmøller producerer dog strøm i modsætning til Grams foreslåede bølgekraftanlæg. Bølgeenergi er en smuk drøm uden bund i virkeligheden. Ingen bølgeenergianlæg har nogensinde produceret strøm af nogen som helst praktisk betydning. Energiindholdet i havbølgerne (energifluxen) er for ringe til praktisk anvendelse.

Grams idé med koncentrerede energiøer er imidlertid allerede realiseret i vores nabolande på andre måder. Dels ved udnyttelsen af vandfald som i Sverige og Norge, dels ved kernekraftanlæg som Sverige og Tyskland har haft stor nytte af. Hvis Rikke Juul Gram kigger over Øresund til Barsebäckværket, vil hun kunne se to beskedne grå energiøer, der producerede mere strøm end alle Danmarks vindmøller tilsammen, så længe de fik lov.