Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

En verden i forandring udfordrer ejerledere og bestyrelser

»Bestyrelserne skal i fremtiden have stort fokus på, hvordan for eksempel megatrends forandrer forretningsmiljøet og evne at arbejde strategisk med de trusler og muligheder, det skaber.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Verden forandrer sig i et rasende tempo i disse år, og det påvirker markedsvilkårene i de fleste brancher. Udviklingen drives i høj grad af megatrends som digitalisering og den grønne omstilling, men en helt ny undersøgelse, »Krise som digital driver i SMV-bestyrelsen«, viser, at covid-19 også vil påvirke mange små og mellemstore virksomheders forretningsmodel fremadrettet. Mange SMV'er er udfordrede, fordi de har svært ved at omstille deres forretningsmodel hurtigt nok til at følge med udviklingen. Ejerledere bør derfor overveje, om de har en bestyrelse, som kan give dem den nødvendige strategiske sparring. Bestyrelserne bør overveje, om de er klædt tilstrækkeligt på til at arbejde med de store forandringer.

Mange SMV’er fravælger bestyrelsen, hvis de kan. I SMV'er, der har en bestyrelse, er den ofte centreret omkring en ejerleder, familiemedlemmer og nøglemedarbejdere. Kun 31 procent udgøres af eksterne bestyrelsesmedlemmer. Ejerledere bør overveje, om der er behov for enten at etablere en bestyrelse eller professionalisere den eksisterende bestyrelse med eksterne medlemmer. Ikke mindst fordi forskning viser, at eksterne bestyrelsesmedlemmer kan bidrage til udvikling og vækst i virksomhederne.

Det er dog svært for mange SMV’er at etablere eller ændre i sammensætningen på bestyrelsen, da det kræver indsigt, overskud og netværk, de ikke nødvendigvis besidder. Det kan derfor virke uoverskueligt, men man skal betragte det som en vigtig investering for fremtiden, som kan vise sig at blive yderst værdifuld.

Bestyrelserne skal i fremtiden have stort fokus på, hvordan for eksempel megatrends forandrer forretningsmiljøet og evne at arbejde strategisk med de trusler og muligheder, det skaber. Det stiller store krav til bestyrelsen og vil forandre bestyrelsesarbejdet fremover. Undersøgelsen »Krise som digital driver i SMV-bestyrelsen« viser, at danske SMV-bestyrelser føler sig udfordrede i forhold til at arbejde strategisk med for eksempel ny digital teknologi. Bestyrelsesformændene peger selv på behovet for et kompetenceløft og for at arbejde mere agilt. Herudover vil bestyrelsen tættere på forretningen og på den daglige ledelse.

Her har forskere, bestyrelsesuddannelser og netværk også et ansvar for dels at klæde bestyrelser på med nyeste viden og redskaber, dels at hjælpe med at sammensætte de rigtige bestyrelser, så de udnytter de nye forretningsmuligheder og skaber arbejdspladser i en verden under hastig forandring. Mette Neville, professor og leder af Center for Små og Mellemstore Virksomheder og ansvarlig for bestyrelsesuddannelserne ved Aarhus BSS, Michael Staal, indehaver af Ledelsesværkstedet og medlem af BoardPartner, og Niels Buchholst, bestyrelsesformand hos Sparringspartnerne