Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

En utraditionel løsning på problemerne i Amazonas

»Skal vores planets lunge bestå, nytter løftede pegefingre ikke.« Fold sammen
Læs mere
Foto: LULA SAMPAIO

Amazonas regnskov vil brænde lige så længe, den bagvedliggende realitet katastrofalt ignoreres. Leasing vil kunne sikre skoven, hvis gevinsten overgår det økonomiske potentiale i den dyrebare jord.

Global opvarmning giver ekstrem tørke, en udfordring for regnskoven. Om man vælger at tro, at de mange brande er naturskabt, eller om man hælder til at beskylde de lokale, eftersom Brasiliens præsident nægter støtte til at bekæmpe ilden, spiller ingen rolle for planter, træer og dyr. Brasilien, Colombia, Peru, Venezuela, Bolivia, Surinam, Ecuador, Guyana og Fransk Guyana ejer skoven, og som de fleste ved, er der ikke mange, der spiser kage, når de ikke har brød.

Leasing af områder til både lande og virksomheder på tidsbestemte kontrakter på fem, 25 eller endda 100 år, hvor prisen langt overgår den mulige gevinst i at dyrke afgrøder, vil sikre skoven fra ødelæggende industri samt skabe motivation for at beskytte den. Udbetalingen sker løbende og stoppes ved skovbrande, men genoptages ved genskabelse af afbrændte områder. Administration og overvågning foregår af neutral NGO via satellit og dækkes af leasingafgift. Denne »greenwashing« er ikke ideel, men en løsning med stort potentiale i praktisk henseende. Skal vores planets lunge bestå, nytter løftede pegefingre ikke. Philip Staib, Sønderborg

Er journalisterne gået i selvsving?

Jeg har gennem årene været vidne til meget for så vidt angår Christiansborg-journalisternes virke, men mage til det galimatias, der lige nu foregår, skal jeg lede længe efter. Journalisterne jager Venstres folketingsmedlemmer, kontakter regioner og kommunalbestyrelser for kommentarer, og alle kommentarer bliver vendt, drejet og fortolket på utallige måder samt analyseret, spekuleret i. Og til glæde for hvem andre end medierne selv, der trætter den danske befolkning med kloge ord og utallige analyser.

Jeg ved ikke, hvem de bedst egnede personer er til at lede Venstre, og det gør journalisterne nok heller ikke, men jeg føler mig meget sikker på, at Venstre-folk på Tinge nu gerne vil have arbejdsro, så de kan træffe nogle fremadrettede beslutninger, uden at de på det nærmeste bliver »overfaldet« af journalister og fotografer, hver gang de viser sig uden for mødelokalerne. Når det hele på et tidspunkt er afsluttet, håber jeg, at dette galimatias vil give anledning til selvransagelse. Søren Jansen, Lillerød

Fakta frem for følelser, tak!

36 udvalgte københavnere var tidligere i denne uge samlet for at drøfte, hvordan gaderne i Middelalderbyen skal bruges, hvis (når) bydelen bliver lukket for biltrafik. Dermed er opløbet sat ind om, hvem af de 36 personer, der i løbet af de næste par måneder kan »synes« mest.

For det er sagen i en nøddeskal; alle synes noget, ingen ved noget. Hverken forvaltningen, politikerne eller de 36 borgere ved nemlig, hvad konsekvenserne af deres forslag er for borgerne, for fremkommeligheden, eller for butikker og erhvervsliv – kort sagt alt det, der er med til at skabe en levende by.

I Håndværkerforeningen har vi flere gange opfordret til at få udarbejdet en analyse af de trafikale konsekvenser rundt om bydelen. Vi er meget bekymret for, hvad der kommer til at ske, når man nedlægger gadeparkeringspladserne i Middelalderbyen, fordi den følgende søgetrafik potentielt kan få trafikken i resten af København til at bryde sammen. Men en sådan analyse er stadig ikke gennemført.

Det er en meget kompleks opgave, og derfor er det et kæmpe problem, at processen er baseret på følelser frem for fakta. Vores by fortjener bedre end det. Christoffer Susé, adm. direktør i Håndværkerforeningen København

Støt iranske kvinder

Det er en paranoid forestilling når USAs præsident Trump siger, at Iran er en trussel mod verdenssamfundet, fordi Iran i hemmelige laboratorier, ifølge Trump, stadig beriger uran, som kan benyttes til fremstilling af kemiske våben.

Derimod er Irans islamistiske præstestyre en trussel mod moderate iranere i Iran, som er modstandere af sharialoven. Især iranske kvinder, som nægter at gå med hijab eller niqab, er udsat for hetz og ekstrem chikane fra ortodokse og »rettroende« muslimer.

Sidst, men ikke mindst, bør vi i Europa ikke vende hele Irans befolkning ryggen, men i stedet bakke op og støtte iranske aktivister økonomisk samt give asyl og opholdstilladelse til moderate iranere. Ikke mindst kvindelige aktivister fortjener at få en ny chance til at realisere deres drømme og få en erhvervskarriere i Europa uden at de skal frygte repressalier fra sharialovens »politibetjente«. Jacob Vest, København S