En skamstøtte for Vestindien?

I ti dage i maj vil københavnere og turister kunne nyde en stille øl og iagttage det festlige folkeliv på Kultorvet i skyggen af en midlertidig opstillet skulptur. Monumentet bliver rejst for at minde os om osmannernes massakre på op mod 1,5 millioner armeniere, som fandt sted for 100 år siden.

Et prisværdigt initiativ, som kun fortjener ros. Men det er åbenbart blevet en skik her til lands at undskylde på andres vegne. Forhenværende regeringsleder, Anders Fogh Rasmussen, gik modigt forrest, da han på det samlede folks vegne bøjede nakken og undskyldte for den danske regerings samarbejdspolitik med den tyske besættelsesmagt fra april 1940 til august 1943. Men ikke et ord om hans eget partis ihærdige benarbejde for at sikre tyskerne et velspækket spisekammer og klingende mønt i lommerne på Venstres kernetropper, bønderne. Og ikke et lille, bitte undskyldende pip for den løgn, som sendte danske tropper ud på den såkaldte fredsskabende aktion i Irak. Det var noget af en gang fredsskabelse, han der satte gang i.

Om knap to år har vi imidlertid chancen for at undskylde på egne vegne. Da er det 100 år siden, Danmark solgte De Vestindiske Øer og den vestindiske befolkning til USA for 25 mio. kr. En begivenhed, der er en blivende skamstøtte værd.

Med tanke på den senere tids stort opsatte royale egns-teater burde det være en oplagt opgave for kongehuset, adelen og handelsstanden at tage på sig. Mon ikke de har lidt af guldet tilbage fra de godt 130 år, hvor de i fællesskab stod for at transportere omkring 100.000 mennesker fra den afrikanske guldkyst over Atlanten for at sælge dem, der overlevede den farlige overfart, på auktion til vestindiske sukkeravlere, som vist ikke ligefrem honorerede det hårde markarbejde med overenskomstlønninger.

Pladsen til skamstøtten kan vel findes enten ved Amaliehaven på Langelinie eller i parken omkring regentens feriehytte i Aarhus.