Europa – et fællesskab med rygrad
Europa står i dag ved en skillevej. 25. juni 2025 blev en historisk aftale underskrevet i Strasbourg, hvor 46 medlemslande i Europarådet blev enige om at oprette et særtribunal, der skal retsforfølge højtstående russiske embedsmænd for krigsforbrydelser og aggression mod Ukraine. Det er et klart og nødvendigt svar fra Europa på den brutalitet og magtforagt, som vi har været vidner til.
Vi må ikke glemme massakren i Butja. Billederne af civile, herunder børn, der blev henrettet på åben gade, står stadig lysende klart i vores bevidsthed. De minder os om, hvad der sker, når international ret og moral bryder sammen. Vores første reaktion var sorg og medfølelse, men det må ikke stoppe der. Det kræver handling. Tribunalet er en måde at sikre, at de ansvarlige bliver stillet til regnskab – ikke blot som et symbol, men som et konkret krav om retfærdighed på vegne af dem, der blev ofre for forbrydelserne.
Med denne aftale viser Europa, at vi handler, når det gælder. Vi demonstrerer, at vi ikke tolererer krigsforbrydelser, og at retsstatsprincippet står stærkt, også når det krydser politiske og diplomatiske grænser. Tribunalet vil supplere de eksisterende internationale institutioner som Den Internationale Straffedomstol, men bringer fokus på aggression som forbrydelse – noget, som ikke alle andre instanser kan behandle.
Som borgerlig-liberal tror jeg på små, stærke stater med respekt for individet. Men jeg tror også på, at internationalt samarbejde er nødvendigt, når grundlæggende rettigheder krænkes. Denne aftale handler ikke bare om diplomati, det er en manifestation af Europas vilje til at stå op for sine værdier. I en tid hvor både retsstat og individuel frihed er under pres globalt, er det ikke en luksus at have stærke europæiske rammer. Det er fundamentalt nødvendigt.
Nu begynder arbejdet. Tribunalet skal støttes med både danske og europæiske ressourcer – politiske såvel som juridiske. Vi må stille ekspertise og engagement til rådighed, for når vi ser på de uhyrligheder, der udspillede sig i Butja, står ét klart: Hvis ikke vi handler, hvem skal så?
Kim Valentin, MF (V)
God fornøjelse med kørekortet
Hvor var det morsomt, rørende og klogt, hvad Jakob Steen Olsen skrev om at tage kørekort som 58-årig. Stor respekt for det.
Spørgsmålet om hvor mange timer, jeg havde brugt, fik jeg også. Jeg fik mange timer, men jeg var så den, der fik kortet i første forsøg. De andre i familien måtte have flere forsøg. Men det er fuldstændig ligegyldigt hvor mange timer, man får, det vigtige er at være godt forberedt, når man skal ud i trafikken.
Jeg fik kørekort som ung, men jeg er aldrig blevet glad for at køre, selvom jeg heldigvis aldrig har været involveret i en ulykke. Nu er jeg i 80erne og har netop anskaffet en ny bil. At kunne køre bil gør hverdagene lettere og giver mulighed for at besøge familie og venner. Som pensionist behøver man jo ikke at køre i myldretidstrafik eller snestorm eller ukendte steder i mørke.
Med dette mener jeg, at som 58-årig har Jakob Steen Olsen mange år foran sig som bilist. Rutinen skal nok komme på turene til hhv. Svendborg og Sverige. Tillykke med kørekortet.
Hanne Dam, Hillerød
Formueberegning
Officielle formuestatistikker omhandler kun den helt private formue. Jeg mener, at alle vi, der er på en form for overførselsindkomst, har en »lånt formue«. Vi kan ikke tage op af den, men nyder godt af afkastet. Hvor stor den er, afhænger af forrentningen.
Lad os tage et eksempel fra hver ende af livet. SU for udeboende er 85.032 kroner årligt. Det er næsten det samme som folkepensionens grundbeløb, som er 86.376 kroner. Hvis vi er optimister og tror, at forrentningen er fem procent af formuen, kræver det en formue på omkring 1,7 millioner kroner for at give det afkast.
Hvis vi er pessimister og i stedet bruger Nationalbankens rente, som p.t. er på 1,6 procent, vil det kræve en formue på cirka 5,25 millioner for at få det afkast. Den kan vi naturligvis ikke sælge, men vi nyder godt af afkastet.
Kun i en velfærdsstat har vi mulighed for midlertidigt at låne så store beløb og få afkastet udbetalt – og tak for det. Tusindvis får naturligvis langt højere velfærdsydelser. I kan nemt regne ud, hvor stor en formue der er nødvendig for et sådant afkast.
Det burde på en eller anden måde indgå i diskussionen om formuefordelingen.
Jan Buch, Frederiksberg
Der er intet patriarkalsk ved Newton
Berlingskes anmelder Holger Dahl har skrevet en anmeldelse af en udstilling på Planetarium. Han er tilsyneladende begejstret, og det er fint, men han kommer også med nogle kedelige og trættende bemærkninger som denne: »For er det ikke alt for gammeldags patriarkalsk med sådan en raketudstilling, der kun handler om teknik og Newton (… ).« Altså, teknik og Newton er patriarkalsk og gammeldags, får vi at vide.
Det er rystende med den slags fordomme. Der er aldeles intet patriarkalsk ved Newton og de naturvidenskabelige resultater, som han nåede frem til. Holger Dahls anmeldelse bliver en forfærdelig gang kedelig og trist nedvurdering af de mange kvinder, som faktisk interesserer sig for naturvidenskab og teknik. Jeg har selv undervist mange af dem i astronomi og matematik, og de har senere skabt sig en naturvidenskabelig karriere. Patriarkalsk? Nej, bestemt ikke!
Desuden bør man nok også tænke på, at Newtons alment kulturelle betydning er langt større end nutidens teater og film. Lad os nu blive fri for alle de søgte fordomme om kvinder og naturvidenskab.
Mogens Nørgaard Olesen, cand.scient., scientific adviser og videnskabsteoretiker, Frederiksværk
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk
