En mulig konkurs i SAS er beviset på en uheldig trend i tiden. Man vil sikkert sige, at det er et ledelsesproblem, men det er langtfra hele sandheden.
Jeg vil sige, at skylden skal fordeles, en fjerdedel til ledelsen og tre fjerdedele til alle medarbejdere. Konkursen i SAS er ikke bare alvorlig i sig selv, men også et sikkert tegn på, hvilken vej vi bevæger os.
Samarbejde, faglig stolthed, sammenhold og ansvar er snart et minde blot. I dag er det mig, mig, mig. Det gælder om at arbejde så lidt så muligt og tjene så meget som muligt. Kræve ind, men hverken give tilbage eller føle ansvar.
Når noget ikke fungerer, er det nogen andres skyld. Jeg har ikke noget ansvar.
Nedgangen i SAS begyndte for alvor i 1986, hvor SAS havde et mindre overskud, som et firma jo skal have, for at en fortsat udvikling skal være mulig. Men medarbejderne mente, at det helt og holdent var deres fortjeneste, at der var overskud, og krævede en stor del af overskuddet i form af lønstigninger.
Siden 1986 er det gået lidt op og ned, men mest ned ad bakke for SAS. Tiden med Jan Carlzon ved roret var en fantastisk tid, som alle, der er ansat i SAS, burde have lært af. Men nej! Ikke engang de gode ting, vi kan lære af historien, tager vi til os.
SAS var engang et fantastisk firma, som man kunne være stolt af at arbejde for. En arbejdsdag på SAS gav både energi og inspiration, og alle passagerer følte og havde glæde af den service, der kom af medarbejdernes vilje til at yde deres bedste. Medarbejderne var tidligere forkælede på så mange områder, at det bliver for omfattende at skrive om det her.
Det bedste, vi kan håbe på, er, at vi får øjnene op for den tendens, som er ved at sprede sig i befolkningen. Desværre ser jeg ikke, at dette er tilfældet. Vi skal nok hele vejen ned og vende, inden de gamle værdier kommer tilbage. Så skal der være mudderkastning i historien om SAS’ mulige konkurs, bør alle deltage på lige fod og med lige stort ansvar. Henrik Johansen, Billeberga, Sverige
