Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

En godt kæmpet livskamp fortjener dødens fred

Foto: Thomas Lekfeldt

Hospitalspræst Lotte Blicher Mørk hævder i Berlingske 24. november i 11. kap. i serien »Dannelsesrejsen«, at »Du er nødt til at bilde dig selv ind, at du aldrig skal dø, hvis du skal leve....« Dette er opfattelsen, der bekræfter læren om døden som »den sidste fjende«. Døden er livets modsætning, døden kan vi ikke elske.

Rettroenheden til trods, jeg synes at Mørks tolkning, undskyld, er lidt for mørk og afmægtig. Men en »ihukommelse af døden« (memento mori), således som de gamle asketer fremhævede, repræsenterer ikke al livsglædes endeligt, blot det faktum, at det sidste hjerteslag, kaldet »døden«, betegner tærsklen til det ukendte. Det ukendte, som vi kan vælge at tyde og gøre til det kendte og det højt elskede: lyset, der aldrig mister sin kraft. Universet, eller »Altet«, er alt –  vi er intet og jordelivet fuldt af løgn og angst. Sådan fortælles der i alle højere religioner, og sådan erkendes det af os alle, troende eller ej.

Jeg oplevede som seks-årig min elskede bedstefars død: Han skulle babysitte mig, men det blev mig, der »dødssittede« ham, så at sige. Min mor skreg højt, da hun næste morgen ankom...han lå lig. Præcis dette var det grufulde øjeblik! Jeg havde følt, og blev ved med at erindre, en juleaftenlig vinterstemning, noget mørkebetvingende lyst og skønt, da jeg faldt i søvn på sofaen hin særlige nat, hvor min bedstefar forsynligt havde pustet de levende lys ud, ryddet op på bordet og sagt godnat forever til mig.

Min mor var en elskende datter, min bedstefar gammel, jeg stor nok. Og stjernernes lys på nattehimlen og stearinlysenes på sofabordet, hvad var så de? Det natteblik, er det ikke vort kosmiske håb? Af tro, håb og kærlighed er håbet det sværeste at få et sandt begreb om, for vi kan tro og vi kan elske (i alle fald frem til næste skilsmisse), men hvad der på arkaisk uforståelig vis implicerer tidsfaktoren, det altfor gådefulde håb, det har vi i vor tossetravle, sindssygt selvoptagede, principielt utålmodige, altså tidstypisk rastløse hverdagsbevidsthed, »ikke tid til« og »kan ikke rumme«. Og hvorfor så det?

Fordi vi er så angst for at dø. I modsætning til Mørk mener jeg, at vi ikke skal lyve for os selv, men lidt mere heroisk have vor død for øjnene og erindre os selv om, at jordelivet er en ultrakort begivenhed. Livsnydelse, som i vor tid er non plus ultra, er også et passivt ideal. Det er bedre med et aktivt: at en godt kæmpet livskamp fortjener dødens fred. Klara Preben-Hansen, Charlottenlund