Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

En glemt debat på stadion

FC Københavns Viktor Fischer jubler efter Superligakampen mellem Brøndby IF og FC København på Brøndby Stadion i Brøndby, 4. april , som FCK vandt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Superligaen skriver på sin hjemmeside i forbindelse med en forhøjet indsats til at bekæmpe homofobi i fodbolden, efter Viktor Fischers påtale om, hvad han mener, var upassende tilråb, at »Alle klubber og spillere tager afstand fra homofobi.« Brøndby Support går endda så langt som til at sige »Der [ikke må og skal] være tvivl om, at den slags sange og tilråb er homofobiske og komplet uacceptable«.

Men er disse tilråb ensbetydende med homofobi? Det lader til, at størstedelen af fodbolddanmark har set sig enige, og står sammen mod alle, der prøver at forsvare den sidste skanse af politisk ukorrekt ytringsfrihed. Uden en reel debat om, hvorvidt tilråbene var homofobiske eller ej, har Superligaen, dens klubber og en stor række medier netop mærket fansenes sange som homofobiske.

Herved rejses spørgsmålet: Hvorfor er det, at samtlige instanser med indflydelse på fodbolden sammen tager den nemme udvej? Alle fornuftige mennesker er jo enige om, at homofobi ingen steder hører hjemme. Så deres antihomofobi-kampagne er altså vundet på forhånd, og det virker derfor som om den i højere grad er drevet af frygten for at krænke end et reelt ønske om at forbedre forholdene.

Der kan ikke være nogen tvivl om at had, opfordring til og udøvelse af vold mod homoseksuelle pga. deres seksualitet må betragtes som homofobi. Samtidig må man kunne betragtes som ikke-homofobisk, hvis tilfældet er, at man aldrig udtaler sig om emner inden for ens egen seksualitet. Mellem disse to ekstremer må der findes et punkt, en grænse for, hvornår en ytring eller handling bliver homofobisk. Denne grænse varierer muligvis i forhold til situationens kontekst, som for eksempel ved drilleri mellem venner kontra tilråb mod modstanderen på stadion, hvorfor homofobi kan diskuteres som et ikke-binært fænomen.

Men ikke desto mindre er det netop denne grænse som Superligaen på ingen måde har defineret eller undersøgt, men bare konkluderet at »Fischer, han er gay« ligger tæt nok på den homofobiske ekstremitet til, at der skal uddeles straffe som bøder og eventuelle bandlysninger. Men hvor går grænsen så?

Andreas Jørgensen, Frederiksberg