Ikke alt er relativt. Hvis dét synspunkt er sandt, medfører det jo, alt andet lige, at alt er meningsløst.

Heraf følger ikke, at for eksempel Det Kongelige Teater kan frasige sig at træffe beslutninger om overholdelse af tidspunkter som programtider, ja, hvor selv indlysende ikke alt er relativt, men udfordres af evnen (læs viljen) til at træffe beslutninger.

Præcis den opgave stod Det Kongelige Teater med fredag aften 22. november, hvor balletten »Blodbryllup« var programsat til klokken 20.00.

Imidlertid begyndte balletten klokken cirka 20.40. Udsættelsen blev begrundet med et uklart – understreger uklart – udsagn. I den fyldte teatersal kunne man høre gisninger som: »det må være dirigenten, Edo Frenkel, som er forsinket«, og nej, ikke én eneste ytring om vejret, der jo, os imellem, normalt ville være førstkommende undskyldning! Ligesom trafikken, som enhver romer idelig bruger som undskyldning for altid at bryde en aftale ved at være for sent fremme.

Årsagen til forsinkelsen var, at dronning Margrethe var på vej (fra Fredensborg ad Helsingørmotorvejen), men måtte vende om på grund af sne og frost.

Det Kongelige Teater lader en fyldt teatersal vente i 40 minutter uden at gøre sig bevidst om, at den manglende villighed eller evne til at beslutte sig udstiller teatret! Hvorfor? Såmænd, fordi beslutningen ville have givet teatret magten ift. tiden, de 40 minutter, der måske endda ville blive til meget mere pga. mange teatergængeres efterfølgende mistede aftaler.

Og tja, end ikke en undskyldning eller blot som det mindste beklagelse, eller hvis – i værste fald: »Ønsker De Deres billet annulleret (læs: refunderet) eller fornyet til anden forestilling?«.

Hændelsen ift. dronning Margrethe er utilgivelig, idet dronningen er og forbliver uden skyld. Det Kongelige Teater kunne have undgået miseren ved blot at have udtrykt sig sandfærdigt.

Desuagtet: Balletten Blodbryllup er fantastisk, alt lige fra koreografi, scenografi, musik, Det Kongelige Kapel og ikke mindst danserne var tiden mere end værd!

Kjeld Søndergaard, København

DR burde søge sproglig vejledning

Man kunne nævne meget. Men en ting ad gangen.

Og her fæster jeg mig ved de stadigt tilbagevendende sproglige stereotypier, som f. eks: »tusind tak«, eftersom tak åbenbart ikke slår til, og det er uanset, om der er noget at takke for eller ej. Ligesom at »tak for at komme her I aften« høres langt de fleste af gangene, hvor vi tidligere måtte omkring et »tak fordi du«, osv. Nyt er også det hyppige: »tak til jer allesammen, vi ses«, hvilket vi jo netop ikke gør. Klart også, at man til hver en tid må afslutte interviewet med et: »du skal ha' tak«.

Nævnes kan også »helt præcist«, som lyder, når intervieweren går sit offer på klingen, idet »præcist« åbenbart er for svagt, bortset fra at udtrykket implicerer, at den interviewede er dum.

Og eftersom ingen længere heller kan fransk, hedder det naturligvis: premiæreminister, chafør, Versæj og Dangleterre (at dangle), raison de etre. Hvortil kommer dagbladet Ha'aretz, som nu kaldes Harets

Disse stereotyper er ikke bare kedsommelige, men temmelig irriterende. Det kunne der gøres noget ved.

Lisbet Foss, Skodsborg

MAGA

»Make America Great Again« er det slogan, hvorunder det amerikanske republikanske parti og illusionisten Donald Trump dygtigt har solgt drømme til det amerikanske folk.

Blot udtrykket »great again« viser med al tydelighed, at amerikanerne ikke længere ser USA som »great«, men nu drømmer sig tilbage til tidligere tiders stormagtsstatus.

Denne drøm er forståelig, men de politiske tektoniske plader har siden forskubbet sig, hvor andre spillere som blandt andet Kina har grebet ud efter taktstokken, og fortiden kommer ikke tilbage.

Gennem de sidste 60 år har USA tabt krige i både Vietnam og Afghanistan og rækker nu ud efter et nederlag i Ukraine, samtidig med at man ønsker at isolere sig og bygge toldmure. Det er, som om USA ikke længere forstår, at stormagtsstatus og imperiebyggeri ikke nås gennem ønsket om fred, men gennem dominans og krig.

USA er selv skyld i sine problemer, for i sin stræben efter profit har landet under begrebet »globalisering« investeret i og profiteret af kinesiske arbejdspladser fremfor amerikanske. Kina har samtidig kunnet bryste sig af, at 400 millioner kinesere blev løftet ud over fattigdomsgrænsen, sideløbende med at amerikanske arbejdspladser gik tabt.

Profitten blev i første række skjult for den »almindelige amerikaner« med importerede »billige« kinesiske varer som kompensation for arbejde, men siden blev det for meget for befolkningen.

Politisk må USA forholde sig til virkeligheden og acceptere, at der kun er én brugbar fremtid, og det er i fællesskab med nationer, hvor befolkningerne hylder kravet om personlig frihed uden nogen form for centralistisk formynderskab. Og befolkningerne også må forstå, at frihed koster, og den kan ikke vedblivende opretholdes med en søvn under USAs atomparaply.

Aage Ravnsgaard, Sorø

Det virker

Dan Jørgensen og socialdemokraterne er fremme med løftet pegefinger om sunde synspunkter og vil i sagens gode tjeneste gøre opmærksom på de gode fødevarer, hvilket er prisværdigt.

Et amerikansk udtryk for handlingen er: »Put your money where your mouth is«.

Underforstået, lad det ikke blive ved snakken, men send penge med budskabet og handl i overensstemmelse med det.

Det er ganske nemt: Sænk momsen på de gode fødevarer.

Holger Overgaard Andersen Vedbæk

Derfor er de forebyggende hjemmebesøg så vigtige

Regeringen har med den nye ældrereform besluttet, at de kvalitetsstandarder og forebyggende hjemmebesøg, der hidtil har været obligatoriske, nu skal erstattes af en »generel pligt til at arbejde forebyggende«.

Det er en meget løs formulering, og vi er bekymrede for, hvad det kan betyde for de forebyggende hjemmebesøg, som vi ser som en endog meget vigtig del af den forebyggende indsats i kommunerne.

De forebyggende hjemmebesøg har her på Frederiksberg fungeret meget fint – ikke mindst som hjælp til de borgere, der ikke selv søger hjælp eller måske ikke er klar over, at der er hjælp at få. Som eksempel på, hvad de forebyggende hjemmebesøg kan hjælpe med, kan nævnes: hjælp til at søge hjemmehjælp, hjælp til at få afklaret hvilken form for støtte den enkelte er berettiget til, hjælp og støtte til sorgramte, der har mistet, hjælpemidler og indretning af hjemmet for at muliggøre, at den ældre kan forblive længst muligt i eget hjem, og ikke mindst hjælp til at finde relevante fællesskaber såsom aktivitetscentre eller frivillige foreningstilbud.

De forebyggende hjemmebesøg er således ikke kun en indsats, der hjælper med det praktiske. Det er også en vigtig social indsats, som kan mindske ensomhed og skabe tryghed hos ældre, der bor alene.

Alt det, frygter vi, kan blive tabt på gulvet, hvis besøgene skal erstattes af en »generel pligt til at arbejde forebyggende«, for hvad betyder det i praksis?

Efter vores mening er det uklogt at afskaffe kravet om forebyggende hjemmebesøg, som, udover at være en stor hjælp for mange ældre, må ses som en investering i de ældres helbred og livskvalitet. Erfaringen viser, at de forebyggende hjemmebesøg ofte kan identificere risici, før de udvikler sig til alvorlige problemer. En lille indsats i dag kan forhindre større udgifter og indlæggelser i morgen.

Derfor giver det ingen mening at gøre disse besøg til en uforpligtende ydelse, der er afhængig af den enkelte kommunes økonomi og prioritering. Det vil medføre en risiko for at øge uligheden i sundhed og gøre den forebyggende hjælp afhængig af, hvor i landet man bor, og det har vel aldrig været meningen?

Merete Hildebrandt, Bent Isager-Nielsen og Alexandra Dessoy, medlemmer af Ældre- og Omsorgsudvalget på Frederiksberg (K)

Reduktion af sagsbehandlingstid

Regeringen ønsker at nedbringe sagsbehandlingstiden for godkendelse af produktionsvirksomheders byggeprojekter, så tiden maksimalt bliver på 18 måneder. Erhvervsminister Morten Bødskovs (S) refleksmæssige reaktion er, at så må der ansættes flere medarbejdere. Den omtalte sagsbehandlingstid er tiden, fra en ansøgning indgår, til den er færdigbehandlet, og denne tid burde mere beskrivende betegnes gennemløbstiden, idet den består både af egentlig sagsbehandlingstid og af ventetid.

Inden for produktions- og servicevirksomheder har undersøgelser gennem de seneste årtier vist, at ventetiden oftest udgør langt den største del af en gennemløbstid, hvorfor reduktion af gennemløbstid primært kan opnås ved reduktion af ventetiderne. Morten Bødskov opfordres derfor til, at der indhentes data om det samlede antal timer, der medgår til den egentlige sagsbehandling.

Den resterende del af »sagsbehandlingstiden« er derfor ventetid. Ud fra viden om størrelsen af ventetiderne og af årsagerne til disse burde der fremkomme mange ideer til, hvordan der ved reorganisering af arbejdet kan opnås en betydelig reduktion af ventetiderne og dermed af gennemløbstiden – uden ansættelse af nye medarbejdere.

Aage U. Michelsen, Skovlunde

Tropper på landjorden?

Nu skete det igen. Berlingskes amerikanofile journalister omtaler et ukrainsk angreb i Kursk, 612 kilometer fra den nærmeste større vandmasse, som havende fundet sted på »landjorden«.

Ja, selvfølgelig har angrebet fundet sted på landjorden, som er betegnelsen for den del af vor kære planet, der ikke er dækket af større vandmasser.

Årsagen til denne besynderlige sprogbrug er naturligvis, at amerikanerne betegner en krigszone som »on the ground«, og så undersætter journalisten den betegnelse til »landjorden«. Måske for, som DRs radioværter systematisk arbejder på, at internalisere amerikansk i dansk, måske blot af sproglig uvidenhed.

Vi sagesløse læsere og lyttere ved det ikke, men lige som at enkeltsoldater ikke udgør en »trop«, selvom sprogfattige amerikanere bruger betegnelsen »troops« om enkeltsoldater, så bør det ophøre. Jeg skriver »sprogfattige amerikanere«, fordi sprogkyndige amerikanere også krummer tæer, når deres landsmænd indsætter (undskyld, »deployer«) for eksempel 23 troops.

Pas på sproget, allesammen, ellers mister vi det.

Hasse Greiner, Bjæverskov

Læserbreve på maks. 1.350 tegn inkl. mellemrum sendes til debat@berlingske.dk