Med et hav af dannebrogsflag og tusinde fremmødte tog Danmark 14. januar på Christiansborgs Slotsplads imod sin nye konge. En konge som gerne vil folket og være en »samlende konge af i morgen«.

Det både håber og tror jeg på, at han vil blive. Men for at det skal lykkes, kræver det i mine øjne, at vores nye konge begynder at vise resten af Danmark, at de også i Kongehuset tager deres sociale ansvar alvorligt.

Så når der inden længe skal findes nye kongelige hofleverandører på grund af tronskiftet, vil det derfor være oplagt kun at tildele det fornemme prædikat til virksomheder med overenskomst. Kun på den måde kan man være sikker på, at de produkter, som virksomhederne leverer, er skabt under ordentlige løn- og arbejdsvilkår.

Det er tiden moden til, og det er det rigtige at gøre.

Tænk på hvor stærkt et signal, det vil sende. Det ville for alvor sætte to streger under, at man i Kongehuset tager samfundsansvaret på sig og rejser en samtale om, at ordentlige arbejdsvilkår er vigtige og betyder noget.

Allerede nu vurderes potentielle kongelige hofleverandører ud fra en række kriterier om »kvalitet«, »ordentlighed« og »samfundsansvar«.

Det ligger derfor i naturlig forlængelse af disse kriterier og i tidsånden, at virksomheder med titlen som kongelig hofleverandør bør tilbyde deres ansatte at arbejde under en overenskomst, der sikrer dem ordentlige løn- og arbejdsrettigheder. 

Dog er det desværre kun ganske få af de virksomheder, som figurerer på den nuværende liste over kongelige hofleverandører, der i virkeligheden gør det.

Når jeg sender denne opfordring til vores nye kongepar, er det bestemt ikke mit formål at ødelægge den muntre folkestemning, som har været så smittende i kølvandet på tronskiftet. Men jeg må også bare være ærlig og sige, at det ikke klæder et moderne kongehus at reklamere for produkter, som kan være produceret under dårlige vilkår.

For uanset hvordan man vender og drejer det, er prædikatet som kongelig hofleverandør en blåstempling af de virksomheder, der er så heldige at havne på listen.

Kongeparret har med kong Frederik 10. i spidsen tidligere vist, at de har modet til at markere sig som en fremtrædende stemme og grøn bannerfører i debatten om klima og bæredygtighed. 

Jeg håber bare, at samtalen om bæredygtighed nu også kan komme til at handle om social bæredygtighed; nemlig at bæredygtig produktion også handler om de mennesker, der indgår, og om, at de skal have ordentlige løn- og arbejdsvilkår.

Det vil for alvor vise, om vores nye konge kan leve op til sit eget ønske om at være en »konge af i morgen«.

Mette Høgh, formand, HK Handel