Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Ekstremisme i jakkesæt

»Joh Vinding nævner nogle modehuse, der ikke bruger pels, som et sandhedsvidne på, at pels er fortid. Jeg kan i flæng nævne Fendi, Louis Vuitton og Dior, som bruger pels. Så det argument falder også til jorden,« skriver Søren Jessing Jespersen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Eric Feferberg / AFP / Ritzau Scanpix

Stifterne af dyreretsorganisationen Anima er idømt langvarige fængselsstraffe for brandstiftelse på en minkfarm og forsøg på at lukke mink ud, og Anima er som organisation idømt erstatningspligt for at påføre smitterisiko ved ulovlig indtrængen på minkfarme. Overgrebene på en hel branche og de mennesker, som arbejder i branchen, er politisk motiveret.

Joh Vinding, som nu bryster sig med en direktør-titel, har været med fra Animas tidlige dage, og i Berlingske plæderer han 16. juli for et forbud mod minkavl. Som oftest, når Anima er involveret, er løgne og halve sandheder en del af arbejdsmetoderne. Den pæne Joh Vinding glemmer altid meget belejligt at oplyse om den ekstremistiske dagsorden, som han og Anima arbejder for. I starten var det åbent, nu er det skjult. Formentlig fordi det er nemmere at hverve medlemmer og støttekroner i jakkesæt. Sandheden er, at pelsdyravl bare er første dyreart i skudlinjen. Drømmen er det dyreløse samfund, hvor enhver brug af dyr til gavn for mennesker er forbudt. Intet kød, intet læder, ingen uld, ingen silke. Selv kæledyrene er på listen over ting, der skal forbydes. Kæledyrene er slaver, hvis man er rettroende. Et segregeret samfund, hvor mennesker og dyr lever adskilt. Det er et samfund, meget få mennesker vil kunne se sig selv i.

Joh Vinding påstår, at der er store problemer med dyrevelfærden, stereotyp adfærd og bidskader. Det er naturligvis forkert. Man kan ikke basere højkvalitetsproduktion af pels på dårlig dyrevelfærd, og Aarhus Universitet har da også klart sagt, at »Danske regler for mink giver god dyrevelfærd«.

Pelsbranchen har historisk oplevet store fluktuationer, og vi har været igennem en længere cyklisk nedtur, som vi kunne se enden på, da coronakrisen lagde verden ned. Det har ramt os hårdt, men det kommer vi igennem. Joh Vinding nævner nogle modehuse, der ikke bruger pels, som et sandhedsvidne på, at pels er fortid. Jeg kan i flæng nævne Fendi, Louis Vuitton og Dior, som bruger pels. Så det argument falder også til jorden. Nogle bruger bomuld, andre gør ikke. Sådan er det.

Coronakrisen har accelereret modebranchens omstilling til bæredygtighed med mindre tøj, men i god kvalitet, så det kan bruges og genbruges. 60 procent af de fibre, som modebranchen bruger i dag, er plastik. Altså et fossilt olieprodukt. Det skal erstattes af noget andet, og det andet vil være naturlige fibre med lang holdbarhed og mulighed for re-cycling og up-cycling. Pels er blandt de fibre.

Søren Jessing Jespersen, kommunikationschef, Kopenhagen Fur